Behandlingscentre: Sammenlign ikke 2016-tjald med hippie-hash

1970'ernes hash kan slet ikke sidestilles med nutidens hash, mener både behandlingscentre og politiet.

Tjald, bønne, græs og fjolletobak. Hash er langt fra et nyt rusmiddel.

Og dog. For den nutidens hash kan slet ikke sammenlignes med den, som folk røg i 1970’erne.

Sådan lyder det fra både politi og behandlingscentre, efter at DR Fyn i dag har fortalt, hvordan hashhandlen er rykket ind på flere ungdomsuddannelser.

I dag er hashen blevet meget stærkere, fortæller Kim Dyhr Laursen fra Civilpatruljen i Fyns Politi.

- Det såkaldte THC-indhold i hash var før på 1 til 2 procent. Det er nu omkring 16 til 18 procent, så der er en væsentlig forskel. Det er meget stærkere, siger han.

Det er blandt andet Tietgen Handelsgymnasium i Odense, der har store problemer med køb og salg af hash. Det er bekymrende, mener Torben Vangsted, der er faglig leder på behandlingscenter i Odense.

- Indholdet af de aktive stoffer i hashen er steget voldsomt. Derfor kan man blive kronisk påvirket ved at ryge hash flere gange. Det kan gå ud over indlæring, evnen til at være social eller korttidshukommelsen, siger han.

Årsagen til den stærkere hash er ifølge behandlingsstederne simpel. Jo stærkere hash, jo flere kunder. Torben Vangsted har derfor en bøn.

- Mange forældre har selv røget hash i 1970’erne og kan tænke, hvor skidt kan det være? Men lad være med at sammenligne stofferne, for det er simpelthen umuligt, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: