Bios-chef får sparket

Ambulanceselskabet Bios har ikke længere HR-chef Jan Christian Klampe på lønningslisten.

Ambulanceselskabet Bios skal på jagt efter en ny HR-chef.

Mandag opsagde Bios samarbejdet med den hidtidige HR-chef, Jan Christian Klampe. Det bekræfter både Bios og Jan Christian Klampe over for DR Fyn og Fyens Stiftstidende.

DR Fyn har talt med Jan Christian Klampe, der ikke ønsker at gå nærmere i detaljer.

- Det må du tale med Bios' direktør, Morten Hansen, hvis du skal have yderligere oplysninger, siger Jan Christian Klampe.

Ifølge flere kilder, som DR Fyn og Fyens Stiftstidende har talt med, kommer opsigelsen i kølvandet på flere uheldige episoder, der i sidste uge kulminerede med, at en række af Bios' reddere truede med at stoppe med at tage flere ekstravagter.

Redderne havde set dokumentation, hvor timeafløsere fra hovedstadsområdet blev honoreret med mellem 2000 og 2500 kroner mere per vagt end deres syddanske kolleger. Det til trods for, at Bios ved årsskiftet stoppede med at udbetale de meget lukrative lønninger til redderne for at tage ekstravagter.

Ifølge DR Fyn og Fyens Stiftstidendes oplysninger, fik dokumentationen tillidsmænd til at konfrontere Bios-ledelsen Tillidsmændene forlangte, at ledelsen sløjfede de guldrandede aftaler med de københavnske reddere, hvilket ledelsen gjorde omgående.

DR Fyn har forsøgt at få en kommentar fra direktør Morten Hansen, men han har ikke returneret på DRs opkald.

Bios' pressemedarbejder Katja Larsen fortæller til DR Fyn, at samarbejdet med Jan Christian Klampe er ophørt uden dramatik, men vil ikke gå i detaljer. Hun understreger dog, at fyringen ikke er sket på baggrund af enkeltstående sager, og afviser samtidig, at det vil påvirke Bios rekruttering, hvor man i forvejen mangler cirka 100 reddere for at nå idealbemandingen på 550 reddere.

Vi har talt med Bios' reddernes fællestillidsmand, Christian Stigaard, men han ønsker ikke at kommentere på HR-chefens fratrædelse.

  • Print
  • Del artiklen: