Bødeblokken er fremme i landsdækkende cykelrazzia

I denne uge holder politiet særligt øje med cyklister og knallertkørere.

Husk lys, bremser, der virker, og reflekser på cyklen, før du sætter dig i sadlen.

I hele denne uge er der nemlig en landsdækkende cykel- og knallertrazzia.

Kontrollen sker som en del af en særlig indsats for bløde trafikanter, fordi denne gruppe er særligt udsat for alvorlige skader eller død i ulykker. På landsplan blev 30 cyklister og 13 knallertførere dræbt i 2014.

- Vi kontrollerer fra tidlig morgen til sen aften. Kort sagt hele døgnet rundt, og alle forseelser vil blive kvitteret med en bøde, fortæller Jesper Pedersen, der er leder af færdselspolitiet ved Fyns Politi.

Særligt knallertkørere og cyklister kører overfor rødt lys, på fortove eller fodgængerfelter. Desuden udgør ulovlige knallerter også en stor risiko overfor føreren og andre omkring sig.

Til at kontrollere knallertkørerne har politiet taget såkaldte ”rullefelter” i brug. Med dem kan politiet måle, om knallerter kan køre hurtigere, end de er godkendt til.

Hvis ikke du har en godkendt knallerthjelm, får du også en bøde af politiet. Men selvom du tager cyklen, kan du alligevel godt blive stoppet.

- Vi giver ikke en bøde, hvis man kører uden cykelhjelm. Men vi tager gerne en lille snak om, hvor god en ide det kan være at købe sig en, siger Jesper Pedersen.

En bøde for ulovlig cyklen strækker sig fra 700-1.500 kroner.

Politiet holder ekstra godt øje med cyklister og knallertkørere i denne uge.

Opslået af DR Nyheder på 15. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: