Børns Vilkår kritiserer skole efter porno-sag

Strandmølleskolen på Fyn er gået langt over stregen, da de tog ni 7. klasseselevers computere for at undersøge dem for porno. Det mener Børns Vilkår.

Når drenge i 7. klasse kigger på porno, så er det en naturligt, mener Ingrid Dall, som er Børnerettighedsjurist i Børns Vilkår.

I sidste uge kom det frem, at ledelsen på Strandmølleskolen i Assens havde gennemgået søgehistorikken på ni 7. klasses elevers computer for at finde ud af, om de havde besøgt internetsider med porno.

Men måden at gøre det på var ikke i orden, mener Børns Vilkår:

- Det bør håndteres på en hel anden måde, hvis nogle 14-årige børn eksperimenterer med porno, for det er en hel naturlig del af deres seksuelle udvikling, siger Ingrid Dall.

Derfor er det vigtigt for organisationen, at der bliver kigget nærmere på den fynske skoles metoder:

- Jeg synes bestemt, at det skal undersøges, om børnenes ret til privatlivets fred er overtrådt her, siger hun.

Ifølge en aktindsigt, som DR Fyn har fået i sagen, så tilhørte en af de computere, som skolens ledelse undersøgte, en forældre til en af drengene.

Undervisningsministeriet meddelte fredag, at de nu vil indlede en tilsynssag mod skolen.

- Det, synes vi, er godt, for det er et tegn på, at de kontrolinstanser, der bør være, virker, fortæller hun.

Ifølge pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet, Lars Erik Storgaard, så foretager Undervisningsministeriet cirka 15 tilsynssager af samme slags årligt.

Bestyrelsen skriver i en meddelelse til forældrene, at de "byder tilsynet fra ministeriet velkommen, idet det er i alles interesse, at alle sten nu bliver vendt".

  • Print
  • Del artiklen: