Borgmestre fortsætter kamp for broløb over Storebælt efter møde med minister

Borgmestre i Nyborg og Slagelse mødtes i dag med transportministeren for at ændre beslutning om broløb.

Transportministeren står fast på sin beslutning om at lukke broløb på trods borgmestres argumenter for at omgøre beslutningen. (Arkivfoto). (Foto: Dr)

Der er mange positive elementer ved at afholde et broløb.

Det mener borgmestrene i Nyborg, Kenneth Muhs (V), og Slagelse, Sten Knuth (V), som i dag mødtes med transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at få ministeren til at omgøre sin beslutning om fremtiden for Broløbet Storebælt.

Det sker efter, at ministeren for to måneder siden besluttede at lukke for sportslige begivenheder over Storebæltsbroen - heriblandt Broløbet Storebælt.

- Vi havde jo håbet på, at ministeren ville ændre på, at den beslutning skulle fortsætte, fortæller Kenneth Muhs.

Men de store forventninger blev dog ikke indfriet, da de to borgmestre for første gang stod ansigt til ansigt med transportministeren i dag, siden han for to måneder siden pludselig besluttede at lukke ned for fremtidige broløb.

- Ministeren lyttede til vores argumenter, men vi må bare konstatere, at den beslutning, der er truffet, står til troende endnu, siger Kenneth Muhs.

På trods af afslaget i dag stopper de to borgmestre dog ikke kampen for at få ministeren til at genindføre et broløb over Storebælt hvert tredje år.

- Vi beder om at få et foretræde fra transportudvalget og vil ad den vej gøre opmærksom på de positive elementer, der er ved at afholde et broløb, siger Kenneth Muhs.

Foreløbig er der dog ikke noget, der tyder på, at transportministeren vil ændre på den beslutning, som han traf i juli måned. Det sidste broløb over Storebælt blev dermed afviklet 9. september 2017.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.