Brug for flere hænder: Home-Start hjælper pressede familier

Organisationen Home-Start hjælper med de små ting i hverdagen, som gør en forskel i småbørnsfamilier.

Småbørnsfamilier, der har brug for lidt ekstra hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, oversvømmer frivilligorganisationen Home-Start.

Her kan frivillige hjælpe familier ved at være sammen med børnene, ordne vasketøj eller andre hverdagsagtige ting, som familien er for pressede til at selv nå.

Ifølge landskoordinator Lone Møller fra Home-Start hjælper organisationen på landsplan omkring 300 familier, mens lige så mange står på venteliste til at få hjælp.

- Vi oplever en kæmpe efterspørgsel både lokalt, der hvor vi har afdelinger, men også i andre områder. Vi får mange nye henvendelser hver uge, hvor presset på familierne er blevet for stort. De henvender sig ikke for sjov, siger Lone Møller til DR Fyn.

Hun fortæller, at fagfolk fra eksempelvis hospitaler og jobcentre kontakter organisationen, når de har familier, som har brug for hjælp.

Home-Start har kontor i 11 kommuner. Et af dem ligger i Odense, hvor 25 familier lige nu får støtte, mens de leder efter frivillige til endnu 25 familier.

- Der er så mange familier, der henvender sig og har brug for hjælp, og vi tror på, at de frivillige er der ude, siger Michala Bruun-Givskud, som er koordinator i Odense

Hun forklarer, at de vigtigste kriterier for frivillige er, at de har tiden, roen og nærværet til at hjælpe en familie i minimum et halvt år.

Kort om Home-Start

  • Home-Start er en engelsk organisation, der blev etableret i Danmark for 10 år siden.
  • Har kontor i Thy, Aarhus, Ikast-Brande, Hedensted, Odense, Næstved, Nordvestsjælland, Halsnæs, Kolding, København og Slagelse.
  • I Odense finansieres Home-Start blandt andet af støtte fra Odense Kommune på 450.000 kr. i år.
  • Print
  • Del artiklen: