Dansk politiker i Bruxelles: Vi er bekymrede

Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S) er rystet over morgenens begivenheder.

Morgenens eksplosioner i lufthavnen Zaventem og metrostationen Maelbeek Station i Bruxelles har spredt skræk og rædsel i den belgiske hovedstad.

Det gælder også i Europa-Parlamentet, som ligger tæt på den ramte metrostation. Her befinder det danske medlem af parlamentet, Christel Schaldemose (S), sig. Hun havde netop stemt, da hun hørte om eksplosionerne.

- Jeg er bekymret over, hvad der sker. Særligt fordi jeg har min familie med hernede, men jeg har bedt dem om at blive hjemme i lejligheden, for vi er bekymrede for, hvad der skal ske. Det sikreste er at opholde sig indenfor, siger Christel Schaldemose til DR Fyn.

Sikkerhedsniveauet i Bruxelles er hævet til det højeste niveau, men den danske politiker har endnu ikke hørt om, at sikkerhedsniveauet i parlamentet skulle være hævet.

- Der har været forhøjet sikkerhedsniveau i måneder, hvilket betyder, at der er militær i gaderne, og at der er mange sikkerhedsprocedurer i forbindelse med at komme ind i parlamentet og i lufthavnen. Det havde jeg faktisk troet, ville have virket, siger hun.

Hun frygter for at yderligere forhøjelser af sikkerheden kan skade folks frie bevægelse, men hun kan heller ikke se andre løsninger lige nu.

Det er fortsat uklart, hvem der står bag eksplosionerne.

  • Print
  • Del artiklen: