DANSKERNES IDRÆTSPRIS: Basket for børn styrker idrætsforeningerne

BørneBasketFonden rykker foreningslivet ud i folkeskolen og får flere til at spille basket.

Sommercamps, et tæt samarbejde med skoler og en bold til alle elever. Det er opskriften bag BørneBasketFondens succes med at udbrede basketball i hele landet.

- Det har gavnet os meget at komme ud til elever på skolerne og introducere basket for børn, der ellers ikke ville komme ind i idrætten, siger William Bond, projektleder i BørneBasketFonden, der holder til på Nørrebro i København.

Initiativet er nomineret til prisen for sit arbejde på Fyn, hvor det har skabt en ny basketball-klub i Odense og har haft samarbejde med Svendborg Rabbits.

Danskernes Idrætspris
  • Danskernes Idrætspris er en pris, der går til et initiativ eller projekt, der i særlig høj grad gavner den lokale foreningsidræt.
  • Ud over æren modtager det vindende projekt også 100.000 kr., der skal bruges til at styrke initiativet yderligere.
  • Vinderen afsløres ved DR´s show, SPORT 2016, lørdag 7. januar 2017 i Boxen i Herning.

Kilde: www.danskernesidrætspris.dk

BørneBasketFonden skal få flere til at spille basket, men samtidig er målet at nå udsatte børn, der ellers har svært ved at deltage i idrætstilbud.

I 2016 har omkring 8.000 børn været igennem fondens skoleforløb. Det har medvirket til, at der de seneste tre år er kommet knap 1000 flere basketspillere under 12 år i landets klubber.

- Det er en stor fordel, at vi har lavet klubber i børnenes nærområde, og vi har et lavt kontingent, siger William Bond.

Den taktik har været med til, at BørneBasketFonden er blandt de tre nominerede til Danskernes Idrætspris ved DR's store Sport 2016-show i Herning 7. januar 2017.

- Skolereformen lægger op til, at der skal være mere idræt og bevægelse i folkeskolen. Det mål hjælper BørneBasketFonden med at nå, siger Niels Nygaard, bestyrelsesformand i Danmarks Idrætsforbund.

Se driblinger og skud fra de unge basketballspillere og høre mere om BørneBasketFonden i videoen over artiklen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.