Efter opråb fra Rigshospitalet: Fynske kolleger bakker op

Ansatte på OUH oplever en hverdag, hvor de må gå på kompromis og ikke har tid nok til patienterne. Det går ud over både personale og patienter, mener tillidsrepræsentant på OUH.

Flere ansatte på Odense Universitetshospital er enige med 100 klinikchefer og oversygeplejerske fra Rigshospitalet: Sparegrænsen er nået, og de kan ikke løbe stærkere. (Foto: Torben Klint)

Det er ikke kun på Rigshospitalet, at personalet løber stærkt – og nogle gange for stærkt. Ligesom 100 klinikledere og oversygeplejersker på Rigshospitalet i København melder flere ansatte og ledere på Odense Universitetshospital nu ud, at sparegrænsen også er nået for dem.

I København har de cirka 100 ansatte underskrevet en udtalelse, der beskriver faresignaler og giver forslag til forbedringer af arbejdsvilkårene.

Kirsten Nikolajsen, sygeplejerske og næstformand i OUHs samarbejdsudvalg, oplever ofte, at der bliver løbet virkelig stærkt ude på afdelingerne på Fyn.

- Jeg oplever, vi har en rigtig travl hverdag, hvor vi løber stærkt. Vi skal lave nogle prioriteringer i forhold til vores arbejdsopgaver, fordi vi simpelthen ikke kan nå at gøre det, vi egentlig gerne vil nå, fortæller hun.

Hospitalets ansatte står i situationer, hvor de skal vælge, om en patient skal tales til ro, eller en anden skal hjælpes på toilettet. Men Kristen Nikolajsen frygter også, presset kan betyde fejl.

- Patienterne kan mærke, vi ikke har tiden til at snakke med dem, men det kan også betyde, at kvaliteten daler, i det arbejde vi udfører. Så kan jeg jo ikke afvise, at det kan betyde fejl ved for eksempel medicinering, siger hun.

Det oplevede brødrene Dennis og Rasmussen og Kenneth Broe, da deres nu afdøde mor i flere omgange fra august til november sidste år var indlagt på OUH i både Svendborg og Odense.

- Vi oplevede et forløb med fejlmedicinering og manglende opmærksomhed fra personalet. Det var heldigt, vi var opmærksomme på komplikationer, men jeg bliver bekymret for patienter uden stærke pårørende. Hvem skal tale deres sag, spørger Dennis Rasmussen.

I Svendborg kan ledende overlæge på medicinsk afdeling, Mette Worsøe, genkende historier om presset personale og meget travle hverdage. På hendes afdeling forsøger de selv at løse problemerne, inden de bliver for store.

- Vi prøver på at tilrettelægge vores arbejde anderledes med vores medarbejdere frem for kun at måle på antallet af patienter, der kommer til bestemte tidspunkter, fortæller Mette Worsøe.

Kirsten Nikolajsen mener dog ikke, man bør være urolig for at blive indlagt på landets sygehuse.

- Man skal ikke være urolig for at blive indlagt, da vi har nogle rigtig dygtige medarbejdere, som hver dag kæmper for at give patienterne den bedst mulige pleje og behandling, fortæller hun.

Hun håber dog alligevel, at politikerne vil lytte og fjerne det årlige sparekrav til hospitalerne på to procent. Det vil give bedre vilkår for det stressramt personale og patienterne.

Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby siger, at det er op til regionerne at sikre et godt arbejdsmiljø på sygehusene.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.