Ekspert: Ligheder mellem Müller og Al Capone

Ejendomsspekulanten René Müller er i dag blevet dømt tre års fængsel. Nu er det sidste punktum sat i den danske finanskrise, mener ekspert.

Det koster ejendomsspekulanten René Müller tre års fængsel at have begået underslæb for 40 millioner kroner. (Foto: Philip Meisner)

Dagens dom ved byretten i Odense til pantebrevspekulanten Rene Müller for skyldnersvig og underslæb for 40 millioner kroner markerer afslutningen på retsopgøret oven på den danske finanskrise tilbage i 2008 og 2009.

Det mener DR Nyheders erhvervskorrespondent Thomas Svaneborg.

- Rene Müller kunne have fået en hårdere straf, men fordi det her forhold strækker sig helt tilbage til 2007, har man kun givet ham tre års fængsel. Det er et signal til anklagemyndigheden om, at det strafferetlige efterspil er ved at være slut, siger han.

Müller var en afgørende figur i et pantebrevscirkus, hvor en lille kreds af ejendomshandlere købte og solgte ejendomme til hinanden til hastigt voksende priser.

Ejendommene blev belånt i forskellige banker heriblandt fynske Fiona Bank og Roskilde Bank. Da boblen endelige brast, forårsagede det enorme tab.

Det er dog værd at bemærke, at Rene Müller ikke er dømt for at have forårsaget finanskrisen, men enkelte blot enkelte forhold, siger Thomas Svaneborg.

- Man kunne ikke få dømt Al Capone for mord, men man kunne få dømt ham for skattesnyd. På samme måde mener man, at ejendomsspekulanterne ikke kunne dømmes for at køre bankerne i sænk, men så kunne man få dømt dem for andre forhold, siger han.

Rene Müller har anket dommen til landsretten.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.