En bykonge takker af: Nu kører toget

PORTRÆT: Anker Boye siger farvel efter 20 år som borgmester i Odense. Det sker, efter han har sat alt ind på en omfattende renovering af bymidten.

Med udsigten til at kunne skrive 66 år på den fynske brunsviger til sin næste fødselsdag har Odenses borgmester Anker Boye (S) besluttet sig til at give sin stafet som socialdemokratisk spidskandidat videre til den næste i rækken.

Dermed sætter han punktum for 20 år som konge i en by, der har en lang tradition for socialdemokratiske borgmestre.

En af de få perioder, hvor en anden partifarve har ledet byrådet, skete netop i Anker Boyes tid, da han i 2005 måtte vige pladsen for den konservative Jan Boye. I 2009 overtog han dog borgmestersædet igen.

Fire detaljer om Anker Boye
  • Fritiden bliver brugt i sommerhuset på Fynshoved eller på golfbanen.
  • Han modtog Ridderkorset af 1. grad i 2004.
  • Han har stillet op til posten som borgmester seks gange - og vundet de fem. Da han tabte, var det til en navnebror: Jan Boye (K).
  • Han var bygningsmaler og portør, inden han gik ind i politik.

Når Anker Boye træder tilbage nu, sker det i kølvandet på en kolossal omlægning af Odenses midtby, som Jan Boye satte i gang, men som Anker Boye har adopteret og trods kraftig modvind været den store drivkraft bag.

- Det tog er sat på skinner nu og kan ikke stoppes, siger Anker Boye som en af forklaringerne på, at han selv stopper netop nu.

Der er ingen tvivl om, at ændringen af Odense er en af de ting, Anker Boye satser på at kunne se tilbage på med glæde. Men helt så positive vil alle borgmesterminderne ikke være.

En drønærgerlig telefonregning

Når Anker Boye selv skal pege på det ærgerligste minde, bliver det den gigantiske mobiltelefonregning på cirka 250.000 kroner, han fik efter en ferie i Tyrkiet.

- Den telefonregning er jeg rigtig ked af. Jeg synes, nogen har taget røven på os. Det er selvfølgelig noget, der er drønærgerligt, erkender han.

Efter længere tids ballade valgte han selv at betale regningen, der med et forlig endte med at koste ham 125.097 kroner.

Tina Turner og H.C. Andersen

En anden dyr og dårlig erfaring fik Anker Boye, da han i 2005 forsøgte sig på den nationale scene som formand for H.C. Andersen Fonden. Her var han ansvarlig for et stort show i Parken i København på digterens 200 års fødselsdag.

Svigtende billetsalg fik fonden til at sige ja til at betale Tina Turner omkring seks millioner kroner for et par sange. Hele showet endte med et dundrende underskud og absolut ingen penge til børne-analfabetisme, som det ellers var tanken.

Beslutningen om at hyre Tina Turner blev truffet ene og alene af bestyrelsen i fonden, som Anker Boye var i front for. Efterfølgende beskyldte flere andre bestyrelsesmedlemmer Anker Boye for en meget lukket ledelsesstil.

I en redegørelse, som fonden efterfølgende afleverede til kulturministeren, fremgik det indirekte, at Tina Turner faktisk var en nødløsning. Det britiske selskab, der var hyret til at finde stjerner til showet, kunne ikke løse opgaven, og derfor måtte fonden selv lege koncertarrangør.

Sådan så det ud, da Deadline tilbage i 2005 fortalte om Tina Turner-koncerten og den efterfølgende kritik af Anker Boye.

En laktaske

Anker Boye har dog haft bedre held til at markere sig på landsplan i politik end i showbiz. I 1998-2002 var han formand for Kommunernes Landsforening, ligesom han senere blev næstformand.

De to poster har imidlertid også lagt ved til det bål om høje vederlag, som gentagne gange er blusset op omkring Anker Boye. Han er nemlig en af landets højest betalte politikere.

I dag kan han ifølge oplysninger fra Odense Kommune lægge flere end 800.000 vederlagskroner oven i sin borgmesterløn på 833.000 kroner. En noget højere indtægt end den løn, han tjente som portør på Odense Sygehus, inden han blev formand for LO i Odense og senere borgmester.

Selv om Anker Boye har spillet en landspolitisk rolle som borgmester for landets tredjestørste by, så er det ubetinget i Odense, hans hjerte ligger, og gennem tiden har vælgerne også honoreret ham for indsatsen.

I 2001 fik han den største sejr, da flere end 35.000 odenseanere satte kryds ved hans navn. Det var dengang det højeste antal personlige stemmer i dansk kommunalpolitisk historie. Siden da er det dog gået markant ned ad bakke igen.

Kritikken blev i 2002 formuleret af musikeren Kim Larsen, der i Fyens Stiftstidende beskrev sin bys borgmester som en laktaske: "Den ser så nydelig ud, men der er ikke ret meget i den. ”

  • Blå bog: Anker Boye
  • Født 12. februar 1950
  • Uddannet maler
  • Gift med Lykke, og sammen har de datteren Lotte
  • Han har været borgmester i Odense fra 1994-2005 og igen fra 2010-2017.

  • Print
  • Del artiklen: