En fjerdedel af EM-holdet har gået på samme fynske efterskole

Oure Idrætsefterskole har fundet opskriften på talenter. Fire ud af 16 EM-håndboldherrer har gået på skolen.

Lørdag skal Danmark møde Rusland til EM i herrehåndbold.

I den danske landholdstrup er Mikkel Hansen, Niklas Landin, Kevin Møller og Michael Damgaard. De er alle tidligere elever på Oure Idrætsefterskole, og de udgør en fjerdedel af det hold, som skal sikre dansk EM-guld.

Det er ikke tilfældigt, for skolen gør meget ud af talentudviklingen.

- Vi kan se, at vi, ikke kun på landsholdet, men også i andre danske klubber, har sat et rigtig fint aftryk på talentudviklingen i dansk håndbold, siger Karsten Jensen, som er leder for skolens håndboldakademi.

Han mener, at kombinationen af skolegang og en stærk træningspolitik er med til at udvikle de unge håndboldtalenter.

Det er Claus Hansen,som er talentchef i Dansk Håndbold Forbund, enig i. Oure Idrætsefterskole har de sidste 15 år haft en hel central betydning for dansk håndbold, fortæller han.

- Det tror jeg hænger sammen med, at mange unge, der søger på efterskole, har behov for at komme ind i et elitært miljø, hvor der bliver trænet hårdt og fokuseret på den sport, de træner. Det kan man på Oure, siger Claus Hansen.

Den fokuserede træning kan dog have brug for et ekstra boost. Derfor skal 146 af Oures elever ned og se håndbold EM, fortæller Karsten Jensen.

- De kommer ud og mærker den fantastiske stemning ved en slutrunde. For nogle vil det sætte gang i drømmene. Det kan give et ekstra motivation i dagligdagen, så man giver den lidt ekstra gas ved næste træning, siger han.

Flere af landsholdspillerne, som har gået på Oure, vil bruge deres fridag ved EM på at mødes med eleverne.

  • Print
  • Del artiklen: