Familiebil ramt af 30 kilo tung flise på motorvejen

Ukendte gerningsmænd kastede en flise ned på den fynske motorvej søndag aften.

To voksne og to børn slap med livet i behold, efter en 30 kilo tung flise bragede ned i taget på den bil, de kørte i sent søndag aften på den fynske motorvej.

Flisen blev formentlig kastet af en eller flere ukendte gerningsmænd og var skyld i, at adskillige andre biler også kørte galt.

Vagtchef Christian Rasmussen oplyser til Ritzau, at kvinden i bilen blev ramt og fik hovedskader:

- Det er altid alvorligt, når man får en sten ned i bilen, men hun er heldigvis udenfor livsfare.

Yderligere fire biler kørte efterfølgende galt, fordi de bremsede hårdt op. Ingen personer i disse køretøjer er kommet til skade.

- Det er ufattelig groft, så vi håber at kunne komme videre med efterforskningen i løbet af dagen, siger Christian Rasmussen.

Der er tale om en 30 kilo tung flise, på 30 gange 60 centimeter. Ud fra de oplysninger vurderer politiet, at det er en såkaldt køreflise, der er robust nok til, at der kan køre køretøjer på den.

Flisen blev smidt ud fra vejoverføringen Langesøvej vest for Odense.

Politiet fik anmeldelsen klokken 22 og er derfor særligt interesseret i mistænkelig opførsel i området fra 21.30-tiden. Henvendelse i sagen kan ske ved at ringe til politiet på 114.

Ukendte gerningsmænd kastede en flise ned i en familiebil med to voksne og to børn. Fyns Politi leder efter vidner fra Fynske Motorvej.

Posted by DR P4 Fyn on Monday, February 1, 2016

  • Print
  • Del artiklen: