Farvel til buræg: Ægproducenter i klemme

Store investeringer i nye, forbedrede bure til burhøns er spildt for fynsk producent, efter Coop har droppet æggene.

Det får konsekvenser for danske ægproducenter, at Coop nu udfaser buræg i kædens butikker.

En af de ægproducenter, som kommer til at mærke det, er Claus Kragh fra Aarup på Fyn. Han har omkring 46.000 burhøns.

For fire år siden byggede han om for 12 millioner kroner. Burene blev udstyret med sandbad, redekasser og siddepind og blev døbt ”berigede bure”.

- Jeg har lavet store investeringer. Det kan godt undre, at dem, der efterspurgte de nye bure, efter kort tid vil have, at vi skrotter dem, siger Claus Kragh.

Han har endnu ikke regnet ud præcis, hvad de økonomiske konsekvenser er for ham. Men det står fast, at han langt fra er færdig med at afskrive burene.

For 12 år siden aftalte ægbranchen og de daværende direktører i supermarkedskæderne, at Danmark skulle leve op til nye EU-krav om forbedrede forhold for burhøns. Krav, som skulle træde i kraft i 2012.

Sektorchef i Danske Æg Jørgen Nyberg Larsen undrer sig derfor også over, at supermarkedkæderne først beder om ”berigede bure” og så ikke vil have æg fra burhønsene i de nye bure alligevel.

- Det er noget kort varsel, at de her efter fire år siger, at de ikke vil have buræg, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: