Flagermus er nøglen til dronejob

I dag må droner ikke flyve udenfor synsvidde. Det vil forskere ændre ved at kigge på flagermus

Forskere på SDUs dronecenter skal befri dronerne, og samtidig gøre det muligt at indfri de store forretningsmuligheder i de små ubemandede flyvemaskiner. Det skal blandt andet ske med inspiration fra flagermus.

Forskningsprojektet "free the drones" har fået 10 millioner kroner fra Innovationsfonden til forskning, der skal bane vejen for, at dronerne kan flyve udenfor synsvidde. Det er som udgangspunkt forbudt i dag.

- Det her er den sidste nøgle, der skal til for, at den her industri for alvor eksploderer i Danmark, siger lederen af dronecentret på SDU, Brad Beach.

Hans Christian Andersen Airport i Odense rummer Danmarks førende testcenter for droner. Her ser direktør Christian Berg store perspektiver i forskningsprojektet. En rapport fra Oxford Research har tidligere anslået, at der er potentiale for 12.000- 15.000 danske job i dronebranchen.

- Der er et kæmpe potentiale for droner for eksempel indenfor landbruget. Forudsætningen er dog, at man kan flyve udenfor synsvidde. Derfor har det kæmpe betydning for branchen, at man laver det her forskningsarbejde, siger Christian Berg.

En af de teknologier, der skal forskes i, er et navigationssystem inspireret af flagermus. Når flagermus skal undgå at ramme huse, træer og lignende, så sker det ved hjælp af lydbølger, og den teknik håber forskerne at overføre til dronerne.

  • Print
  • Del artiklen: