Flere børn kommer til skade på trampolinen

Påsken står for døren, og hos mange børnefamilier er havetrampolinerne kommet frem fra skuret. Men trampolinerne kan medføre alvorlige ulykker, hvis de bliver brugt forkert.

Fra 1. januar til 13. november 2015 kom 7.900 børn til skade på en havetrampolin. Det viser foreløbige opgørelser fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital (OUH).

Selvom tallene for 2015 ikke er endeligt opgjort endnu, er det allerede en stigning på 10 procent i forhold til året før. De fleste uheld ender med mindre knubs, men for nogle børn kan det betyde alvorligere skader.

- Vi har set en stigning i antallet af ulykker, der formentlig skyldes, at flere danskere får trampolin i haven. Men desværre ser vi også, at nogle ulykker ender med et knoglebrud. Hvis et mindre barn får knoglebrud i nærheden af et led, kan det give varige gener, siger overlæge Christian Færgemann fra OUH.

Pas på de mindste

Det er især børn i alderen 5-9 år, der kommer galt af sted. Her endte hver fjerde ulykke med et knoglebrud. Ifølge generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, viser det, at det stadig er vigtigt med et fokus på gode trampolinregler.

- I langt de fleste tilfælde er det ikke produktet, men børnenes adfærd, der medfører ulykker. Derfor er det vigtigt, at forældrene laver nogle fælles regler med børnene, der kan sikre en forsvarlig adfærd på trampolinen, siger Henriette Madsen.

En god hovedregel er at følge de fem gode trampolinråd, som Forbrugerrådet Tænk, Børneulykkesfonden og Sikkerhedsstyrelsen sammen har udarbejdet.

De tre samarbejdspartnere har i flere år kørt kampagnen "Hop med hovedet", som netop sætter børns sikkerhed på dagsordenen.

Det er nemlig vigtigt, at forældrene fortsat har øje for børnenes adfærd, når de leger på trampolinen.

Fem gode trampolinråd

  • Hop altid én ad gangen
  • Brug sikkerhedsnettet
  • Slå aldrig saltomortaler
  • Børn under seks år skal have en voksen med ved trampolinen
  • Husk jævnligt at give trampolinen et sikkerhedstjek
  • Print
  • Del artiklen: