Tema Stenkast fra motorvejsbro

Fyns Politi: Stenkast fra motorvejsbro efterforskes som forsøg på manddrab

I weekenden blev en tung granitsten kastet ned på motorvej E20 på Fyn. Der er flere ligheder med en sag fra sidste år, hvor en tysk kvinde blev dræbt.

Sidste år blev en tysk kvinde dræbt, da en sten blev kastet ned på motorvej E20. (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

Natten til lørdag fik flere bilister sig noget af en forskrækkelse, da en stor sten blev kastet fra en motorvejsbro cirka 10 kilometer fra Odense.

Sagen minder om den, der fandt sted for et år siden, da en tysk kvinde mistede livet. Hendes bil blev ramt af en betonklods, som blev kastet fra en anden fynsk motorvejsbro.

Det er ikke en sten, man lige kører rundt med i cykelkurven.

Finn Wegner, Fyns politi

Og politikommissær Finn Wegner fra Fyns Politi påpeger også lighederne med den gamle sag.

- Umiddelbart er der flere ting som er sammenfaldende. Først og fremmest lokaliteten, som begge steder er i nærheden af Blommenslyst. Derudover har stenen også nogenlunde samme størrelse som den, der blev kastet sidste år, siger han.

Ifølge Finn Wegner ser det også ud til, at hændelsen har været nøje planlagt.

- Der er tale om en natursten i sort granit, der vejer 39,8 kilo. Så det er altså ikke en sten, man lige kører rundt med i cykelkurven, og derfor kan der ikke være tale om en impulsiv handling, siger han.

Politiet er interesseret i at høre om det, såfremt trafikanter på det relevante tidspunkt har set personer på broen ved Spedsbjergvej. Den ligger kun to kilometer fra den bro, hvorfra stenkastet skete sidste år.

Gerningstidspunktet i den seneste sag er lidt efter klokken tre natten til lørdag.

Der må gøres noget

Anette Olsen bruger motorvejen ofte, og hun mener, der burde gøres noget for, at det ikke kan ske igen.

- Jeg synes det er frygteligt, og der bør gøres noget, så folk bliver forhindret i at kaste noget ned. Sæt hegn op, lav en tunnel over broen eller noget, siger hun.

Anette Olsen (Foto: Mikkel Leimand - DR Fyn)

Det er trafikant Rasmus Bredahl enig i.

- Det er simpelthen for dårligt, at det her kan ske. De må jo begynde at pakke broerne ind eller noget, siger han og fortsætter:

- Det er dybt frustrerende. Jeg kører på motorvej hver dag, og det er irriterende at skulle frygte pludselig at få en sten kastet i hovedet.

Ingen kom til skade under stenkastet, men sagen er oprettet som forsøg på manddrab. Politiet vurderer nemlig, at personen der kastede stenen, vidste, at det kunne have voldsomme konsekvenser.

Den 21. august sidste år mistede en 33-årig tysk kvinde livet, mens hendes mand blev alvorligt kvæstet, da der blev smidt en betonsten ned på motorvejen. Han lå i koma i flere uger og er i dag blind og plejekrævende døgnet rundt.

Parrets femårige dreng, der også sad i bilen, slap med overfladiske skrammer.

Stenen der i weekenden blev kastet ned på motorvej E20 vejer 39,8 kilo. (Foto: Finn Wegner)

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.