Havneudvidelse på Lindø skudt i gang

En storstilet havneudvidelse af Odense Havn til 358 millioner kroner blev i dag igangsat.

Efter flere års tilløb blev udvidelsen af Odense Havn på Lindø i dag skudt i gang med et tryk på en knap.

Over de næste år forvandles flere millioner kubikmeter sand og havbund til 500.000 kvadratmeter nye havnearealer og én kilometer kajkant. Den samlede pris for udvidelsen er 358 millioner.

Arbejdet har været længe undervejs, da det har taget længere tid end forventet at få de nødvendige godkendelser og tilladelser på plads. Men nu er ventetiden ovre, og det glæder Havnedirektør Carsten Aa.

- Vi er i pladsnød, og derfor skal vi have igangsat det her arbejde hurtigst muligt. Vi har et hav af virksomheder, der efterspørger mere og mere plads, siger han.

Forsat udvikling

Lindø Industripark blev etableret i 2009 og rummer 88 virksomheder, der med underleverandører beskæftiger mellem 1.400 og 1.600 mennesker.

Ifølge bestyrelsesformand i Odense Havn Anker Boye er det den udvikling, som man nu understøtter.

- Vi er i en god vækst og god udvikling. I dag er en stor dag, og nu skal vi have pumpet noget sand ind, så vi kan få plads til nye virksomheder, siger han.

Sideløbende med havneudvidelsen etableres også en rekreativ kystpark ved Lindø samt to nye naturområder ved Odense Fjord.

  • Print
  • Del artiklen: