Jura-ekspert: Odense-imam kan straffes

Imam Abu Hassan kan sigtes på baggrund af udtalelser i TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”, vurderer lektor i strafferet.

Det kan være lige så strafbart at medvirke i eller opfordre til en forbrydelse, som at begå den. Derfor kan Odense Kommune have en god sag mod imam Abu Hassan.

Det vurderer lektor i strafferet og cand. jur. på Syddansk Universitet Henning Sørensen.

- Hvis man opfordrer til socialt bedrageri, kan man blive straffet på samme måde som den, der begår forbrydelsen. Ud fra en strafferetslig vinkel er det yderst velbegrundet, at man undersøger, om der ligger et straffeansvar her, siger han.

Onsdag formiddag sendte Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense en politianmeldelse af imamen Abu Hassan til Fyns Politi.

Baggrunden for anmeldelsen af Abu Hassan er hans udtalelser i TV 2-dokumentaren ’Moskeerne bag sløret', hvor han opfordrer et ungt par til at begå socialt bedrageri for at få en lejlighed betalt af kommunen.

Abu Hassan nægter sig skyldig i anklagen og siger, at TV 2's undercover-par præsenterede situationen anderledes for ham.

Forvaltningen skriver i sin anmeldelse, at de mener, der kan være tale om ”at opfordre andre borgere til at afgive urigtige oplysninger med henblik på at opnå få en ydelse.”

Samtidig bemærker forvaltningen, at imamen er ”en person med en betydelig position i en af Odenses befolkningsgrupper.”

  • Print
  • Del artiklen: