Kommune undskylder for grove Facebook-kommentarer

Middelfart Kommune kom ved en fejl til at like grove opslag mod regionsrådsformand Stephanie Lose på en Facebook-side til bevarelse af byens sygehus.

Det var en klar fejl, at en Facebook-side fra Middelfart Kommune tillod og likede grove personangreb på regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Sådan lyder det i dag fra kommunen, der har undskyldt personligt til Lose og nu har fjernet opslagene.

Kommunen har oprettet Facebook-siden "Bevar Middelfart Sygehus", og den barske tone på siden fik regionsrådsformand Stephanie Lose til at reagere.

Lose er rystet over, at kommunen ikke alene har tilladt men også liket kommentarer, der indeholdte grove personangreb på regionsrådsformanden.

Middelfart: Det var ikke ok

Men det var helt klart en fejl, siger kommunikationskonsulent i Middelfart Kommune Mie Spuur Simonsen:

- Da vi blev gjort opmærksom på det, kunne vi sagtens se, at de kommentarer på ingen måde er ok og ikke skal være der. Og derfor fjernede vi dem også med det samme, siger Mie Spuur Simonsen.

Hun forklarer, at kommunen har liket rigtig mange indlæg for at vise, at man var glad for at folk deltog i debatten, og fordi Facebooks opbygning betyder, at man ved blandt andet at like mange af kommentarerne kan få kendskabet til siden gjort endnu større.

Det er gået for stærkt

- Men det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis det passer til de holdninger, man kan stå inde for. Og her er det simpelthen gået for stærkt. Min tommelfinger har været for hurtig på smartphonen, og det beklager vi meget, siger Mie Spuur Simonsen.

I aftes blev seks opslag fjernet fra siden. Fem af dem var chikanerende, og et opslag havde ifølge Middelfart Kommune racistisk karakter.

Desuden er alle likes gennemgået, og Mie Spuur Simonsen lover, at kommunen fremover vil være mere kritisk i deres likes.

Middelfart Sygehus er et af flere sygehuse i Region Syddanmark, der risikerer lukning i forbindelse med en sparerunde i regionen.

  • Print
  • Del artiklen: