Tema Carl Holst-sagen 84 artikler

Mails og sms belaster Holst i spindoktor-sag

Nye oplysninger tyder på, at forsvarsminister Carl Holst brugte regions-medarbejder til kontakt med pressen - også under valgkamp

Stadig flere oplysninger peger nu på, at forsvarsminister Carls Holsts nye spindoktor, Christian Ingemann, var langt mere end blot en regional medarbejder, inden han i sidste måned fik jobbet som spindoktor for den nye forsvarsminister.

Carl Holst (V) er under mistanke for at have brugt Ingemann som medarbejder op til og under valgkampen til Folketinget - vel at mærke mens Ingemann fik løn fra regionen. Noget Carl Holst hidtil har benægtet.

Men flere mails til forskellige medier peger nu i en anden retning.

Spindoktor-sagen
  • ​21. august offentliggør den nyudnævnte forsvarsminister Carl Holst (V), at han har ansat en særlig rådgiver. Det er den 44-årige Christian Ingemann.
  • Christian Ingemann beskrives som tidligere presserådgiver for direktionen i Region Syddanmark. Men det er et billede, som de færreste i regionen kan genkende. Regionen har sin egen kommunikationsafdeling, og her har Ingemann tilsyneladende ikke været tilknyttet.
  • Holst og regionen oplyser, at Christian Ingemann har været ansat i et midlertidigt projekt kaldet 'Smart Velfærd', der gik ud på at tilrettelægge en række temadebatter.
  • Ingemann har tidligere været tilknyttet kommunikationsbureauet Kyster. Her beskrives han som personlig rådgiver for Holst, da Holst var regionsformand. Den beskrivelse er nu fjernet fra Kysters hjemmeside.
  • Carl Holst afviser samtidig, at Ingemann har været hans personlige assistent.

Stod for valgdebat

Op til en valgdebat på P4 Syd bad Carl Holst direkte Christian Ingemann afklare emnerne i debatten og finde ud af, hvem de politiske modstandere var.

Carl Holst var ellers kontaktet direkte på mail af DR Syd. Men efterfølgende lod Carl Holst Christian Ingemann stå for mailkorrespondancen.

Og det er ikke første gang, at Holst henviser til Ingemann i sin kontakt med medierne. Allerede i oktober 2014 bad han TV2/Fyn kontakte Ingemann for, som Holst skriver:

"Christian har adgang til min kalender og kan tage imod besked om formål, ramme, vinkel osv. for interviewet."

Det viser en sms, som DR Fyn har fået adgang til og som er sendt til TV 2/Fyn umiddelbart efter, at et interview om Holsts mulige fremtid som medlem af Folketinget var gået skævt.

Ingemann arbejdede på det tidspunkt officielt for projektet 'Smart Vækst' i Region Syddanmark.

Flertal kræver undersøgelse

Også Radio24Syv oplyser i dag, at de har modtaget en mail fra Ingemann under valgkampen, hvor han bistår Holst med at svare på spørgsmål i valgkampen.

Et flertal i regionsrådet stiller sig stærkt uforstående over for Ingemanns rolle. Mange af politikerne havde aldrig hørt om Ingemann, før han blev spindoktor, og de frygter, at skattepenge kan være blevet brugt til at køre valgkamp for Holst. Derfor vil de i morgen på regionens forretningsudvalgsmøde kræve en undersøgelse af sagen.

  • Print
  • Del artiklen: