Mistanke om endnu en påsat brand i Odense

Fyns Politi efterlyser en mand, som er set over for brandstedet på Havnegade i Odense.

Søndag eftermiddag udbrød der brand hos virksomheden Marius Pedersen på Havnegade i Odense.

Ilden fik blandt andet fat i 10 ton plastic, som udviklede sort, kraftig røg, og beboere omkring Skibhusene og Havekolonien Bogø blev råddet til at holde sig inde.

Nu mener Fyns Politi, at branden måske var påsat.

- Vores undersøgelser på gerningsstedet viser, at det ikke kan udelukkes, at branden er påsat. Det er omstændigheder omkring arnestedet, altså det sted hvor ilden er startet, som indikerer, at den kan være påsat, fortæller politikommissær Danny Glintborg fra Fyns Politi til DR Fyn.

Han ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at uddybe, hvilke konkrete omstændigheder, der gør, at politiet har mistanke om en påsat brand.

Flere vidner har bemærket en mand, som stod over for brandstedet i Havnegade. Politiet beder derfor om flere oplysninger om denne mand.

- Han stod over for Marius Pedersen og observerede. Ham vil vi gerne tale med, for eventuelt at udelukke ham og måske bruge ham som vidne, siger Danny Glintborg.

Manden beskrives som 170-180 cm høj, almindelig til kraftig af bygning og iført mørkt tøj.

Der har været en række brande i Odense gennem det seneste år. Blandt andet er restauranten Carlslund i Fruens Bøge samt Odense Roklub tæt på havnen blev ramt med store ødelæggelser til følge.

Natten til den 25. januar opstod en anden brand på Havnegade hos H.J.Hansen. Branden opstod i større en skrotbunke, og politiet mener ikke at branden er påsat.

  • Print
  • Del artiklen: