Nye sigtelser: 41-årig kædes sammen med flere brande

Fyns Politi udvider listen over brande, som de vil sigte den 41-årige mand for.

Flere bygninger har fået sat videoovervågning op, efter en eller flere brandstiftere har sat ild til cirka 15 steder. (Foto: JAKOB DALL/Arkivfoto © sCANPIX)

Tidligere i dag bekræftede Fyns Politi, at de havde anholdt en 41-årig odenseaner for to brande i Odense. Nu kædes han sammen med yderligere to brande.

- Nu sigter vi ham også for at have sat ild til to ejendomme på Dalumvej, fortæller senioranklager ved Fyns Politi, Jacob Thaarup.

- Det er nogle ildebrande, vi tidligere har været inde over og vurderet i forhold til den sigtede, men det er først nu, vi har valgt at sigte ham for disse to også, siger senioranklageren til DR Fyn.

Fyns Politi vil ikke fortælle konkret, hvad der peger på den sigtede som brandstifter, men senioranklageren fortæller, at de kan fastlægge hans færden i det område, hvor brandene blev påsat.

- Det har været hektisk, siden vi anholdt ham i går, forklarer han om forløbet og vil ikke afvise, at der kommer flere sigtelser på samme person.

- Vi vil selvfølgelig forsøge at kæde ham sammen med flere brande, så der er ingen, der kan afvise, om der falder flere sigtelser, siger Jacob Thaarup.

Den 41-årige fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense klokken 12.30.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.