Odense åbner ny robot-rugekasse

Danmarks førende robotby rykker endnu et tak op ad innovationsstigen, når en ny robot-rugekasse i dag bliver åbnet.

En ny robot-rugekasse skal hjælpe flere robotvirksomheder ind på markedet. Drømmen for flere virksomheder er at blive lige så store som fynske Universal Robots, der tidligere i år blev solgt for 1,9 milliarder kroner. (© (Foto: Universal Robots © Universal Robots))

Da den fynske virksomhed Universal Robots tidligere på året blev solgt for 1,9 milliarder kroner, satte det en tyk streg under Odenses stærke position indenfor robotteknologi.

Men én succes alene er ikke nok, så nu har et partnerskab mellem Odense Robotics, som er en del af Udvikling Fyn, Teknologisk Institut og Odense Kommune lavet et nyt projekt, StartUp Hub, der skal hjælpe unge lovende robotvirksomheder med at gro.

Den nye rugekasse vil give virksomhederne adgang til et større netværk og til en ny testhal, der åbner senere i dag i forskerparken i Odense.

Odense Robotics StartUp Hub

Odense Robotics StartUp Hub åbnes den 21. oktober.

Målet med projektet er at understøtte virksomheder i en tidlig fase, så de bliver klar til at samarbejde med erhvervslivet og investorer.

De nye robot-iværksættere får hjælp i 6-24 måneder gennem StartUp Hub.

Den nye rugekasse giver blandt andet adgang til kontorfaciliteter, testhaller, sparring og rådgivning fra Teknologisk Institut og adgang til Odense Robotics' netværk af virksomheder og mulige samarbejdspartnere.

Samarbejdspartnerne bag rugekassen er Odense Robotics, som er en del af Udvikling Fyn, Teknologisk Institut, Invest in Odense og et stort netværk af fonde, investorer og robot- og automationsvirksomheder.

Kilde: Odense Robotics

- StartUp Hub hjælper virksomhederne med at udvikle deres produkt, deres produktype og arbejde med at få den i drift hos pilotkunder. De kommer med i et netværk, hvor de kan danne partnerskaber med en masse eksisterende virksomheder på robotområdet, siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics, der er en del af Udvikling Fyn.

Rugekasse er robotlegeplads

Odense har 1800 job i robotteknologien, og Bjarke Wolmar, vækstchef i Odense Kommune, håber, at det nye projekt kan give endnu flere job over de kommende år.

- Det er ikke for sjov, at mange kalder Odense for Robotic Valley. Der er et markedspotentiale på 450 milliarder kroner i 2020, og det vil vi gerne have en stor andel af, siger han.

En af de virksomheder, der håber at få en plads i projektet, er Corepath Robotics, der ligesom Universal Robots er udsprunget af forskning på Syddansk Universitet.

Direktør for Corepath Robotics Jimmy Alison Jørgensen ser store fordele i projektet.

- Det giver en rig mulighed for at teste vores produkter på et antal dyre platforme. Det giver os også en indgang til et marked igennem det netværk, som eksperterne i start-op-programmerne har, siger han.

Fra universitet til global virksomhed

En af Universal Robots grundlæggere, Esben Østergaard, er ikke i tvivl om, at robot-rugekassen har en stor værdi og betydning for nye iværksættere.

- Startprogrammet er meget modeleret omkring den historie, vi selv har været igennem i Universal Robots. Vi startede på universitetsniveau og arbejdede derfra op til den globale virksomhed, vi er i dag, siger han.

Team på tre er en succes

Samarbejdet mellem Teknologisk Institut, Udvikling Fyn og Odense Kommune kan vise sig at være en stor succes, mener tidligere erhvervsredaktør på avisen Financial Times Peter Marsh.

Han gæster testhallen, når projektet skal indvies. For Peter Marsh er nøglen i høj grad samarbejdet mellem forskere, virksomheder og kommune.

- Hvis du sætter de tre sammen, får du et meget stærkt samarbejde. Det har man gjort andre steder i verden, og det er blevet en succes.

Kræver meget viden

Ifølge Universal Robots' Esben Østergaard kan det nye samarbejde gøre det lettere for iværksætterne, men det gør det ikke alene.

- Robotteknologi er ret kompliceret. Der skal en kritisk masse til, før man har viden nok til at lave produkter, der gør en forskel og kan konkurrere på globalt niveau, siger Esben Østergaard.

Ifølge ham kræver det, at iværksætterne har viden om både robotter, salg og finansiering af produkterne.

- Derfor er jeg spændt på at se, hvor meget dette start-program hjælper iværksætterne med at finde finansieringsmulighederne, siger han.

Det spirer allerede i rugekassen. Hos Corepath Robotics drømmer Jimmy Alison Jørgensen stort, når spørgsmålet falder på fremtidsudsigterne.

- Hvor vores virksomhed er om fem år? Så ligger vi ude ved siden af Universal Robots, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.