Odenses borgmester vil sætte skatten op

Anker Boye (S) vil sætte skatten op med en procent for at kunne frigive 300 millioner kroner til børn, unge og ældre i Odense Kommune.

Odense Kommune er de seneste par år blevet kritiseret for at spare på børne- og ungeområdet. Men borgmesteren vil bruge de mange millioner, som en skattestigning vil frigive, på at hæve kvaliteten på børn og unge samt ældre.

- Børnepasning, skoler og ældrepleje. Det er der, hvor der er et behov, siger Anker Boye (S) til DR Fyn.

Lige nu betaler odenseanerne 24,5 procent, men det vil stige til 25,5 procent. Stigningen vil ske hen over en årrække og kommer med i næste års budget, hvis der bliver et flertal.

For en borger over 20 år vil det i gennemsnit betyde, at han eller hun vil have 161,9 kroner mindre om måneden til sig selv.

- Det håber jeg, at borgerne vil være med til, fortæller Anker Boye, som mener, at kommunens serviceområde er presset helt i bund.

Odenses Børn- og ungerådmand, Susanne Crawley (R), er meget glad for borgmesterens forslag. Hun synes, at børneområdet i lang tid har været alt for presset:

- Vel er vækststrategi vigtig, men vi kan ikke tåle at ofre en hel generation, mens vi venter på væksten, siger hun.

Gentofte er den kommune med den laveste skatteprocent i landet, men på Fyn vil Odense fortsat være den by med den laveste på trods af stigning.

  • Print
  • Del artiklen: