Omstridt DF'er accepterer mundkurv

Jens Hald, den forhenværende lokalformand for DF i Nyborg, bliver i partiet - på bestemte vilkår.

Efter en stormfuld uge har lokalpolitiker Jens Hald valgt at forblive medlem af Dansk Folkeparti.

Det oplyser Poul Lindholm, Dansk Folkepartis partisekretær.

Jens Hald overvejede ellers et exit fra partiet, efter at han kom i en regulær shitstorm på grund af en statusopdatering fra den 5. januar.

Her kritiserede Jens Hald de såkaldte venligboere, der på frivillig basis hjælper flygtninge, der kommer til Danmark.

- Disse venligboere udfører landsskadelig virksomhed på samme måde som de danskere, der under den tyske besættelse bød tyskerne velkommen, skrev Jens Hald, hvorefter han sammenlignede venligboerne med tyskerpigerne efter 2. verdenskrig.

Den statusopdatering gav ham både en politianmeldelse og senere en skriftlig advarsel fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, der kaldte udtalelserne ”dybt uacceptable” . Søndag trak han sig som lokalformand for DF i Nyborg.

- Men nu har Jens Hald valgt at blive i partiet på den forudsætning, at han ikke skal skrive nedsættende om andre på sociale medier eller i læserbreve. Han skal heller ikke besvare pressens henvendelser, forklarer Poul Lindholm.

Balladen for Jens Hald har dog fået DF-kasserer i Nyborg, Betty Søe Jensen, til at melde sig ud af partiet. En beslutning, der bliver taget til efterretning:

- Jeg ved ikke, hvorfor hun har meldt sig ud. Det kan være, hun var uenig og måske syntes, at Jens Halds opslag var i orden. Det har vi ikke uddybet, siger Poul Lindholm.

Lokalafdelingen i Nyborg skal derfor både finde en ny formand og kassér på det næste bestyrelsesmøde i marts.

Jens Hald ønsker ikke at kommentere sagen.

  • Print
  • Del artiklen: