Ove har fjernet over 25 ton hundelorte: Det er det hele værd

Ove Andersen har de seneste 14,5 år viet sit liv til at holde sin by ren.

- Nu er de samlet op, og folk har vænnet sig til spandene. Dét er positivt, fortæller Ove Andersen fra Brobyværk. (Foto: Charlotte Flyvbjerg - DR Fyn)

Ove Andersen smækker bilen og kører ud mod den midtfynske by Brobyværks syv skraldespande til hundelorte. Dem tømmer han. Glædeligt.

- Jeg har taget handskerne på og taget papkasse med, fortæller han.

I snart 15 år har han viet sin fritid til at holde Brobyværk ren. Sammen med konen betaler han for poserne, som de har hængt op på hjemmelavede bambusstativer.

Parret har brugt mindst for 20.000 kroner materialer, fortæller han.

- Og så tør jeg ikke tænke på, hvor mange timer jeg har brugt. Men det er virkelig givet godt ud, mener han.

Nu ankommer han i sin røde varevogn til et af de syv steder, han tømmer. Her har han ikke været i 14 dage.

Derfor lader vi lorten ligge

- Det er ikke rart at samle den op, så når folk ikke ser en, så har vi det med at snyde.

Kilde: Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker, RUC

- Tænk sig, hvis de lå her, hvor børnene leger, siger han, mens han holder 200 hundelorte i hånden.

Han synes, hverken det er klamt eller uværdigt.

- Hundene skal jo af med det, griner han og smider papkassen ind i bilen.
- Når jeg har været hele vejen rundt, så er der fyldt op.

Når Ove Andersen ikke samler andre folks hundelorte op, så arbejder han i den anden del af lugteskalaen.

Sammen med konen har han haft en blomsterforretning i 40 år. Og hundelorteprojektet blev på samme måde en del af parrets identitet.

Det er ulovligt at efterlade hundelorte

Ifølge vejloven er det forbudt at efterlade affald på vejarealer, herunder fortove. Reglen gælder både offentlige veje og private fællesveje i byer.

- Det er blevet en livsstil. Når min kone og jeg går op i noget, så gør vi det, forklarer han og tilføjer, at målet er helt enkelt:
- Vi vil gerne holde byen og Danmark ren.

I efteråret kunne Ove Andersen fejre et utraditionelt jubilæum. Han havde samlet 250.000 hundelorte op, hvor 100.000 af dem havde været i parrets sponsorerede poser, fortæller han.

Det har også betydet, at han har fået et nyt kælenavn i byen, hvor der står lort foran fornavnet.

- Om de kalder mig Lorte Ove eller Blomster Ove, det betyder ikke så meget, siger han.

Han anslår, at en gennemsnitlig hundelort vejer 100 gram, og det betyder, at han har fjernet over 25 ton hundelorte. Et tal han er stolt af, fortæller han, mens dagens indsamling er ved at ende.

- Vi vasker handskerne, når vi kommer hjem, og så er vi klar til genbrugspladsen.

DR Fyn undersøgte alternative løsninger på hundelorteproblematikken, efter en kvinde spurgte #SpørgFyn, om hvorfor der ikke er flere, som samler lortene op.