Region Syddanmark sparer på mondæne mødesteder

Møder og seminarer i Region Syddanmark bliver hevet hjem i regionshuset.

Nu skal det være slut med, at politikerne i Region Syddanmark holder kurser og møder på mondæne steder for skattekroner, mens de skærer hårdt i velfærden til borgerne.

Sådan lyder det i dag fra regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Når regionspolitikerne til marts skal træffe beslutninger om nedskæringer for omkring 200 millioner kroner på budgetseminar, så kommer det ikke til at foregå på et mondænt kursuscenter, som det ellers plejer. Seminaret bliver hold hjemme i regionshuset i Vejle.

- Vi har de faciliteter, vi skal bruge i regionshuset, og så synes jeg lige så godt, at vi kan bruge dem frem for at tage ud i byen. Der er ingen grund til at bruge penge på noget, vi selv kan håndtere, siger Stephanie Lose til DR Fyn.

Sidste års budgetseminar for regionspolitikerne blev holdt på Hotel Munkebjerg og kostede 34.363 kroner.

Det er ikke første gang, at Stephanie Lose sparer på udgifterne til regionens møder. Tidligere i år henlagde hun nytårskuren til regionsrådssalen. Tidligere har nytårskuren været holdt på Koldinghus.

Den nye kurs får ros af en af de politikere, der har været utilfreds med mødeudgifterne.

- Beløbene, vi sparer på det her, er ikke nødvendigvis så store, men det er princippet i, at vi skal have større respekt for borgernes penge, siger Marianne Mørk Mathiesen, der er regionsrådsmedlem for Liberal Alliance.

  • Print
  • Del artiklen: