Tema Carl Holst-sagen

Regionen lægger låg på sag mod Carl Holst: Dropper civilt søgsmål

Venstre-politikeren Carl Holst slipper for at blive hevet i retten af Region Syddanmark efter regionens egne jurister vurderer, at de ikke kan vinde sagen.

Tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) mener advokatundersøgelsen aldrig skulle være bestilt, men er glad for, at Region Syddanmark nu dropper et civilt søgsmål. (Foto: DR FYN © DR Fyn)

Efter Rigsadvokaten i marts ikke fandt grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand Carl Holst, overvejede Region Syddanmark selv et civilt søgsmål for ulovlig brug af offentlige midler.

Men ifølge Radio24Syv ser det nu ud til, at et flertal blandt regionsrådspolitikerne vil droppe en eventuel erstatningssag efter regionens egne jurister vurderer sagen tabt på forhånd.

Carl Holst-sagen

Venstres Carl Holst har været centrum for en række sager, der i sin tid førte til hans afgang som forsvarsminister. Siden er sagerne blevet genstand for yderligere undersøgelser i Region Syddanmark. Følg sagen her.

Gå til tema

Selvom man nu dropper sagen, er det ikke ensbetydende med, at Carl Holst ikke har gjort noget forkert, mener den socialdemokratiske gruppeformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen.

- Jeg mener, at Carl Holst har taget nogle forkerte beslutninger ved at ansætte en person med flere arbejdsopgaver. Rent juridisk er der ikke noget at komme efter, men det er ikke etisk og moralsk i orden, og det står vi fast på, siger Poul Erik-Svendsen.

Sagen drejede sig om et muligt misbrug af regionens midler. Blandt andet skulle en af regionens ansatte, Christian Ingemann Nielsen, have arbejdet for Carl Holst i forbindelse med folketingsvalget 2015.

Hverken politiet eller statsadvokaten har fundet anledning til at rejse en sag mod Carl Holst. Derfor glæder det Carl Holst, at også regionen vælger at lade sagen ligge.

- Det er jeg tilfreds med, da jeg har statsadvokatens ord for, at jeg ikke har gjort noget ulovligt, men er alligevel glad for, at man også er kommet til den erkendelse i socialdemokratiet, siger Carl Holst.

Sagen kostede Carl Holst jobbet som forsvarsminister. Han sidder i dag i Folketinget, hvor han blandt andet er Venstres kommunal- og socialordfører.