Sådan taler du med børn om Bruxelles-angrebene

Red barnet giver seks gode råd til at tale med børn om, hvordan de oplever angreb som det i Bruxelles tirsdag.

For mange børn kan det være en voldsom oplevelse at se billeder fra angrebene i Bruxelles tirsdag, hvor mindst 34 personer har mistet livet.

Derfor er det vigtigt at tale med børnene om deres oplevelser, da det skaber tryghed, siger Red Barnet, som giver seks gode råd til, hvordan du gør det bedst.

Tal med børnene om det, de har set og hørt

Børn i seks-syv års alderen er ved at have en forståelse af, at man kan dø. Derfor kan voldsomme billeder gøre dem utrygge og kede af det.

Nogle børn forstår for eksempel ikke, at det er de samme billeder, der bliver sendt flere gange. De tror, at angrebene sker om og om igen.

Med større børn, der selv viser interesse, kan man som forælder se nyhederne sammen med dem. Det frarådes at lade yngre børn se nyheder alene.

Lyt grundigt til børnene

Snak med børnene og prøv at give dem en grundlæggende forståelse, der svarer til deres alder. Små børn skal ikke have store, tekniske forklaringer. Måske spørger de, hvad en bombe er eller hvad terror betyder.

Prøv at forklare det enkelt med ord, som de små børn kan forstå.

Giv børnene tryghed

Fortæl børnene, at der bliver gjort alt for at beskytte de børn og voksne, der er direkte berørt af situationen. Sørg for, at de ved, at politiet og deres forældre vil gøre alt for at beskytte dem, hvis noget lignende skulle ske i Danmark.

Det gælder også, hvis I eksempelvis selv skal på rejse i påskeferien.

Vær åben

Børn oplever ikke begivenhederne ens. Yngre børn vil i høj grad være afhængige af, at voksne fortolker begivenhederne for dem, mens større børn og teenagere vil få information fra forskellige kilder, der måske ikke alle sammen er lige pålidelige.

Selv om teenagere tilsyneladende har en større forståelsesevne, har de stadig brug for ekstra opmærksomhed og hjælp til at forstå begivenhederne.

Giv børnene håb

Det er godt for både børn og voksne at vide, at det kan blive godt igen. Fortæl børnene, at der er mennesker, der hjælper og gør alt, hvad de kan for at få livet til at blive normalt igen.

Der er også læger og sygeplejersker, der tager sig af de syge og sårede, og politiet gør en ekstra indsats, for at det ikke sker igen.

Giv udtryk for medfølelse

At støtte eller hjælpe andre kan give børn en følelse af kontrol, tryghed og empati.

Det kan ved katastrofer og andre voldsomme oplevelser i medierne give god mening, at man eksempelvis sammen med barnet viser sin medfølelse gennem de sociale medier eller ved sympati- eller mindemarkeringer.

De fleste børn har det rigtig godt med at vise deres forståelse på den ene eller anden måde.

Kilder: Red Barnet

/ritzau/

For mange børn kan det være en voldsom oplevelse at se billeder fra angrebene i Bruxelles.

Opslået af DR Nyheder på 22. marts 2016

  • Print
  • Del artiklen: