Sensationelt kraniefund giver ny viden

Det har vist sig at være et helt særligt kranie, der blev fundet ved strandkanten i sommer.

Når man finder knogler, knoglerester eller et kranium med en læsion i toppen af højre side, starter en efterforskning. Hvem er død, hvornår er det sket, og hvem gjorde det?

I sommer fandt en kajakroer et kranium i strandkanten ved Føns på Vestfyn. Kraniet og sagen om en mulig forbrydelse blev overdraget til politiet.

Kraniets ejer blev begravet i vand

Det var dog ikke et mord af nyere dato, men en sensation fundet gemte på. I bronzealderen begravede man ikke kun folk i jorden, men også i vandet. Og det vidste vi ikke, siger Museumsinspektør ved Odense Bys Museer, Morgens Bo Henriksen:

- Mig bekendt er det aldrig set før i bronzealderen, vi kender det blandt andet fra bondestenalderen, men vi vidste ikke, at de begravede eller deponerede lig på havbunden i bronzealderen, siger Mogens Bo Henriksen.

Vi har ikke tidligere set fund fra bronzealderen der tyder på at de brugte deponering af lig på havbunden, så hvis den virkelig er god nok, er det super spændende

Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen

Forældet forbrydelse

Da kraniet i sommer havnede hos Fyns Politi, blev det først bragt til Retsmedicinsk institut på Odense Universitets Hospital. Her blev det undersøgt på antropologisk afdeling, hvor køn og alder på afdøde blev fastslået. Kraniet tilhørte en yngre mand, med noget der kunne være en slagskade i hovedet.   

Den ene side af kraniet var næsten forsvundet, og på toppen af den anden side var en stor rund cirkel, der blottede det inderste af hjerneskallen. Læsionen kunne tyde på en forbrydelse, men politiet henlægger sagen som et historisk fund, fortæller Politikommisær ved Fyns Politi, Carsten Mogensen: 

- Hullet kan godt være afstedkommet ved en kriminel handling, men hvis personen er død ved det, så er vi ret sikre på at gerningsmanden også er død. Selvom et drab i princippet aldrig forældes, kommer vi ikke nok videre med det her. Derfor giver vi nu kraniet videre til museumsfolket, siger Carsten Mogensen.

Begravelse til søs

Retsmedicinerne brugte en kulstof-14 prøve for at fastslå alderen på kraniet, der blev fundet ved Føns i juli 2014. Det viste sig at være cirka 3500 år gammelt og er altså fra bronzealderen.

Den ene side af kraniet er nedbrudt af sand, tang og sten. Den anden side er i perfekt stand, og det kan betyde at liget er begravet til søs. Odense Bys Museer glæder sig til at få fingre i kraniet, og undersøge det i alle ender og kanter, siger museumsinspektør Mogens Bo Henriksen.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.