Software-robot sparer Odense Kommune for 700 timers arbejde

Robotten har overtaget mange af sagsbehandlernes rutineopgaver.

En opgave som i snit tager en medarbejder tre minutter at udføre, klarer software-robotten på bare et minut. (Arkivfoto).

Siden årsskiftet har Odense kommune haft en noget anderledes medarbejder på kontoret.

Den såkaldte software-robot "Tyra" er programmeret til at lave faktureringer og underretninger, som normalt ligger på bordet hos sagsbehandlerne.

Indtil videre er den i drift hos kommunens kontanthjælpsafsnit, og i afdelingen glæder man sig over, at medarbejderne har færre timer foran skærmen med rutinepræget tastearbejde, fortæller IT- og Digitaliseringschef Jørgen Brolykke Rasmussen.

- Som socialrådgiver er det jo bedre at bruge tiden på at snakke med borgerne, end at skulle sidde og taste oplysninger ind i forskellige systemer, siger han.

Men der er dog stadig opgaver som software-robotten ikke kan sættes til at ordne, forklarer afsnitsleder i Kontanthjælp Rikke Pelle.

- Som det er nu, kan hun ikke træffe en afgørelse med en helhedsvurdering af borgerens situation. For det vil kræve, at robotten vidste alt om borgeren, siger hun.

Det er lykkes robotten at skære to tredjedele af den tid sagsbehandlerne bruger på faktureringer og underretninger - og det svarer til en besparelse på 700 timers arbejde.

Tyra er allerede en populær dame, fortæller Jørgen Brolykke Rasmussen, IT- og Digitaliseringschef i Odense Kommune.

Rikke Pelle, afsnitsleder i Kontanthjælp, mener ikke, at Tyra kommer til at erstatte medarbejdere.

- Vi kommer bare af med noget rutinearbejde, og på den måde kan vi skåne vores medarbejdere, så de kan holde i flere år, siger hun.

Odense Kommune er blandt de første kommuner, der gennemfører robotløsninger herhjemme.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.