Splitte mine bramsejl: Spaghettimonster-kirke er et hit

Medlemstallet vokser i Danmarks nye kirke, Det Flyvende Spaghetti Monsters Kirke, der blev stiftet lørdag.

En religion der er baseret på lige dele rom, spaghetti og tro. Det er åbenbart et hit, for medlemmerne strømmer til den nye kirke i Odense Det Flyvende Spaghetti Monsters Kirke.

Søndag aften åbnede kirken for tilmeldinger, og den har allerede nu 160 medlemmer. Dermed er kirken over det magiske 150 antal medlemmer, der skal til for at blive godkendt som trossamfund i Danmark.

Det fortællerJakob Farian Krarup: Pastor Farian, der er formand for Det Flyvende Spaghetti Monsters Kirke.

- Vi har fået rigtig mange henvendelser. Blandt andet om man kan være medlem af folkekirken og samtidig være med hos os. Flere er begyndt at melde sig ud for at være med, siger han.

Det Flyvende Spaghetti Monsters Kirke tror på pirater, har en svag og dum gud, også går de ind for alt, der er godt.

Oprindeligt blev kirken stiftet i 2005 af amerikaneren Bobby Henderson. Det skete som et modtræk til kravet om undervisning i Intelligent Design i Kansas-skoler. I New Zealand er kirken godkendt som trossamfund med ret til at vie medlemmerne.

Den danske udgave skal dog først definere et vielsesritual og kunne begrunde, at kirken ikke blot er en døgnflue.

Pastor Farian håber at kunne være anerkendt som trossamfund, inden det nye pirat-år begynder i september.

Medlemmerne har dog ikke betalt kontingent endnu, da religionen arbejder med en såkaldt 30-dages gud-retur-ret.

  • Print
  • Del artiklen: