Sportsjurist: Hemmingsen-sagen meget alvorlig

Carsten Hemmingsens spil på egne kampe og uetiske adfærd er uden fortilfælde i dansk sport.

- Set med mine øjne er der ingen tvivl om, at det her er en meget alvorlig sag.

Sådan siger sportsjurist Jens Bertel Rasmussen om Carsten Hemmingsens spil på egne kampe.

Den tidligere topspiller blev onsdag idømt en karantæne på seks måneder og en bøde på 25.000 af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Matchfixingnævn. Efter dommen blev han i går suspenderet fra sit job som sportschef for Boldklubben Marienlyst.

- I mine øjne kunne straffen godt have været hårdere. Når det er sagt, er det vigtigt at sende et kraftigt signal om, at man ikke kan handle sådan som træner. Det gør DIF med denne dom, siger Jens Bertel Rasmussen.

Det er ikke tilladt at spille på kampe i den division, hvor ens hold optræder. I sin tid som træner for 2. divisionsklubben Middelfart IF spillede Hemmingsen 18 gange på sit eget hold. I to af tilfældene spillede han på, at Middelfart ville tabe.

Under sagen er det kommet frem, at Marienlyst kendte til Hemmingsens handlinger, inden de ansatte ham som sportschef. Jens Bertel Rasmussen vurderer, at har gjort det svært for klubben at bortvise sportschefen.

- Der er ingen tvivl om, at hvis de ikke havde kendt til sagen, havde det været en bortvisningsgrund. Men klubben har kendt til sagen, og derfor kan det være problematisk at fyre eller ophæve kontrakten, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: