Store planer om elfærger i Danmark

Eldrevne færger kan skabe arbejdspladser på danske værfter. En visionsgruppe har netop sendt EU-ansøgning afsted for at få midler til at bygge den første af en række elfærger.

De gamle dieseldrevne færger i de danske farvande sviner, larmer og er langsomme. Nu er planer om at afløse dem med elfærger et skridt nærmere. (Foto: Kathrine Ejdum © DR Fyn)

Gamle, larmende og osende dieselfærger, der pendulerer rundt i de danske farvande, får muligvis snart konkurrence af en mere moderne og miljøvenlig udgave af en færge.

Det er "Vision grønne færger" som i halvandet år har arbejdet på at udviklen en færge som kan sejle på strøm. I første omgang drejer det sig om færger, der skal sejle til og fra Ærø, men visionen går meget videre fremgår det af grundige forundersøgelser, som bliver præsenteret i dag.

- Batterier er meget mere effektive end diesel, viser vores undersøgelse, så vi ser frem til et kæmpe udviklingspotentiale for værfterne i Danmark, siger projektkoordinater Henrik Hagbarth Mikkelsen.

Søger EU om 125 millioner kroner

Allerede inden projektet er præsenteret for offentligheden, har gruppen bag sendt en ansøgning afsted i forsøget på at få  hele 125 millioner kroner til et EU- projekt.

Ansøgningen skal finansiere projektering, bygning og testsejlads af en elfærge til Ærø. På længere sigt vil elfærgerne også kunne sejle på andre ruter.

- Den færge, vi søger penge til, skal dokumentere, at det er en god idé med en elfærge. Hvis det holder stik er der arbejdspladser i det, for så er det planen, at få færgerne udbredt til resten af Danmark, siger Ærøs borgmester Jørgen Otto Jørgensen

Første elfærge kan komme i vandet om tre år

Ærø Kommune samarbejder med Vision grønne færger og har blandt andet støttet projektet med  kommunale udviklingsmidler. I det hele taget er tiden med projektet. Kort før sommerferien vedtog Folketinget en lov som blandt andet betyder en afgiftslempelse for el til skibe, der ligger til kaj.

I følge planen er det meningen, at den første elfærge skal være klar i løbet af 2017.

De danske farvande er ikke de eneste, der har udsigt til at blive besejlet af elfræger. På Faaborg Værft er en elfærge til den svenske skærgaard netop blevet søsat. 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.