Trods trussel om udsmidning: Efterskoler kæmper med elevernes snusvaner

Snus blandt børn og unge er blevet så populært, at efterskolerne har svært ved at styre elevernes forbrug.

Når efterskoleelever ser deres idrætslærer eller fodboldtræner tage snus, så bliver de inspireret, mener viceforstander. (Arkivfoto) (Foto: Dr Fyn)

En lille pose snus under overlæben kan være udsmidningsgrund. Alligevel tager en del efterskoleelever chancen og gør det.

- Lige nu er det sindssygt trendy. Det er gået rigtig, rigtig stærkt, fortæller viceforstander på Efterskolen Flyvsandet, Lucca Nymand.

Trendens styrke kommer bag på efterskolerne, der derfor afholder en konference i juni, som skal besvare skolernes mange spørgsmål om snus.

- Jeg havde aldrig set det som et problem blandt børn og unge. Men det foregår nu. Det foregår i idrætslivet, og hvor børn og unge mødes, så vi skal simpelthen vide noget mere om det, forklarer Troels Borring, som er formand for Efterskoleforeningen.

Han frygter, at der bliver handlet med snus blandt de unge, og at de dermed kan komme i gæld til hinanden.

Lucca Nymand er tidligere projektleder på 'Røgfri Efterskole' og har besøgt mange efterskoler over hele landet.

De fleste skoler forbyder snus, men hun mener, at der særligt er to grunde til, at eleverne alligevel tager det.

- De unge får en ualmindelig stærk rus. Og der er mange rollemodeller, som bruger det, fortæller hun og henviser til blandt andet, at det før er blevet omtalt, at idrætslærere og idrætsudøvere tager det.

Så sent som i sidste uge blev 30 elever fra Bernstorffsminde Efterskole sendt hjem, fordi de havde brugt snus. De får lov til at komme tilbage på søndag, men resten af skoleopholdet bliver på særlige vilkår.