Udsigt til politisk flertal for skattestigning

De røde partier støtter Anker Boyes (S) forslag om at hæve kommunens skattetryk.

Færre lærere i skolerne, skovbørnehaver, der bliver sparet væk, og Vollsmose-børn, der risikerer at miste deres særlige heldagsskole. Odense Kommune tumler lige nu med et nyt sparekatalog på børneområdet, men fremover skal der være flere penge til børnene og de ældre.

Det mener Odenses borgmester Anker Boye, der nu er klar til at sætte skatten op for at skaffe flere penge til børn og ældre. Den socialdemokratiske borgmester bakkes op af Enhedslisten, SF og De Radikale. Det fortæller de til DR Fyn.

- Glædeligt Anker er vendt på en tallerken. Han har tidligere afvist det kraftigt, men nu kan vi fjerne nogle af de besparelser, der hænger over børne- og ungeområdet, fortæller Brian Dybro (SF).

- Det er en rigtig god prioritering. Nu kan vi sikre pleje og omsorg, mener Ældre- og Handicaprådmand, Brian Skov (EL).

Dansk Folkeparti ønsker ikke at støtte op om forslaget.

Helt præcist vil Anker Boye sætte skatten op med 1 procent for at få råd til mere velfærd.

Det skal ske over flere år, hvor Odense år for år vil søge om at sætte skatten gradvist op, så man undgår at blive straffet økonomisk af staten, hvis skatten sættes for meget op.

Når skattestigningen er fuldt indfaset, vil den give Odense 300 millioner kroner ekstra hvert år. Det svarer til 161,9 kroner per voksen i kommunen.

  • Print
  • Del artiklen: