Tema Ulve i Danmark

Ulven er sandsynligvis svømmet til Fyn

Der er fundet ulve-DNA på et dødt rådyr på Fyn. Flere fagfolk peger på, at ulven sandsynligvis er svømmet til Fyn. Nu er håbet, at flere vil henvende sig med oplysninger.

I foråret 2016 blev et dødt rådyr fundet med tydelige bidemærker på halsen på Fyn. DNA-forskere fandt spor af ulve-DNA. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

For første gang i nyere tid er der fundet spor af ulv på Fyn. Den nye gæst er sandsynligvis svømmet til øen, mener Kim Møller fra Ulvetracking Danmark.

- De fleste fagfolk vil pege på, at den er svømmet til Fyn. Ulve er glimrende svømmere og har intet problem med at svømme over floder og søer. Det er bevist, at ulve har svømmet op til 13 kilometer, fortæller han.

Han bakkes op af professor Carsten Rahbek fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

- Ulven er tilpasset til at svømme. Vi har tidligere lavet et notat, der beskriver, at afstanden fra Jylland til Fyn er meget kort, og det vil være nemt for en ulv at krydse. Så det er mest sandsynligt, at den er svømmet til Fyn, siger Carsten Rahbek.

Hvis ulven er kommet fra Jylland, kan den have krydset Lillebælt via den lille ø Fænø, hvor der er meget kort afstand, mener Kim Møller, som også kan fortælle, at man fandt fire centimeter svømmehud mellem poterne ved en obduktion på en anden dansk ulv.

Teorien forstærkes yderligere af de DNA-spor, som er fundet på de fire tidligere ulve, der er dokumenteret i Danmark.

- En kortlægning af ulvenes gener viser, at de danske ulve stammer fra Polen og Tyskland, hvilket gør det endnu mere sandsynligt, at de er svømmet fra Jylland, siger Kim Møller.

I foråret 2016 fandt en frivillig fra Ulvetracking Danmark et dødt rådyr, som havde tydelige bidemærker på halsen. Analyser foretaget af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum på København Universitet viste ulve-DNA på det døde rådyr.

Undersøgelserne tyder også på, at det er blevet dræbt af en ulv, fortæller professor Carsten Rahbek.

- Vi er så sikre, som man overhovedet kan blive. DNA-prøverne er blevet gentaget mange gange for at tjekke for fejl, og bidemærkerne har kendetegn fra en ulv, da den er gået direkte efter at slå dyret ihjel, siger han

Ulvetracking Danmark vil ikke afsløre, hvor præcis det døde rådyr blev fundet på Fyn, men håber, nyheden vil få flere til at henvende sig.

- Vi håber på, at der er nogle fynboer, som har taget billeder, fundet afføring eller gjort nogle observationer, som kan være med til at underbygge den her dokumentation endnu mere, end den er i forvejen, siger Kim Møller fra Ulvetracking Danmark.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.