Vejbump og chikane skal sikre fynske veje

Fem områder i Odense Kommune får snart vejbump og chikaner, så bilisterne kommer ned i fart. Det er en rigtig god ide, mener Rådet for Sikker Trafik.

Farten skal ned og biler, som ikke hører hjemme i området, skal væk. Sådan lyder tankerne bag et nyt projekt, som Odense Kommune snart sætter i gang.

Sammen med borgerne har kommunen udpeget fem boligområder, hvor der skal bygges vejbump og vejchikaner de kommende år. Det skal få bilerne til at køre langsommere eller vælge alternative ruter.

Det forslag hilser Rådet for Sikker Trafik velkommen.

- Det skaber tryghed for borgerne i lokalområdet, og som har børn, der færdes på vejene på vej til skole og fritidsaktiviteter, siger Mogens Kjærgaard, direktør for Sikker Trafik.

Per Sterobo bor på Hjortebjergvej, som er en af de udvalgte veje. Han er glad for projektet.

- Vi har i mange år haft meget trafik, og bilisterne overholdt ikke de 50 km i timen, siger han.

Men i stedet for at bygge ud, burde kommunen i stedet regulere trafikken bedre på de nuværende veje, så bilisterne slet ikke har brug for smutveje. Det mener Paul J. Larsen, som er medlem af bestyrelsen for Byforeningen i Odense.

- Det er ikke logisk at køre på de veje, hvor man burde. Simpelthen fordi vejene er for dårlige, eller at der ikke er plads nok, siger han.

Odense Kommune oplyser dog, at udgravningerne til de første vejbump vil begynde i foråret. Projektet forventes at være helt færdigt i 2018.

  • Print
  • Del artiklen: