Yderligere fire skoleelever dømt i hackersag

I alt har 12 personer nu fået en dom i sagen. To unge mangler at få afgjort deres skyldsspørgsmål.

I dag sluttede retssagen mod 12 af 14 elever fra Tietgen Handelsgymnasium i Odense, der har hacket sig til lavere fravær i skolens it-system.

Seks unge fik i går syv dages betinget fængsel, og dagens domme faldt ud på samme vis, fortæller anklager Marianne Birck.

- I dag blev yderlig fire unge mennesker idømt betinget fængsel for at have medvirket til hacking, siger anklageren til DR Fyn.

Hackingen foregik fra august til november 2014, hvor de to 19-årige bagmænd via en hjemmeside fjernede fravær fra eleverne, som betalte mellem 460 og 550 kroner for at få fjernet lektioners fravær.

I går fik de to bagmænd 30 dages betinget fængselsstraf samt bøder på henholdsvis 1.000 og 2.000 kroner.

De to mænd har ikke overblik over, hvor mange penge de tjente på at fjerne fravær, men et skøn er 1.626 kroner.

12 personer har nu fået en dom i sagen, som endnu ikke er helt slut. To elever mangler at få afgjort deres skyldsspørgsmål. Den ene har nægtet sig skyldig, mens den anden ikke kunne møde op.

De øvrige unge har modtaget deres domme. Der er tale om 11 mænd og tre kvinder.

  • Print
  • Del artiklen: