17 meter lange lastbiler skal kunne redde terrorofre

Region Hovedstadens Akutberedskab indvier i dag to store mobile behandlingspladser, der kan bruges ved hændelser med mange tilskadekomne.

Hver enkelt af behandlingspladserne er en17 meter lang, 30 ton tung lastbil med to telte. (© Region Hovedstaden)

Region Hovedstaden skruer op for sikkerheden og ruster sig mod terror med to nye mobile behandlingspladser.

De skal kunne tage presset fra hospitalerne ved større hændelser med mange tilskadekomne. Det fortæller Peter Berlac, lægefaglig chef i regionens akutberedskab.

- Det kunne for eksempel være en større togulykke. Men det kunne også være dét, vi alle sammen frygter, en større terrorhændelse, som vi kender fra Tyskland, Frankrig, England og senest USA, siger han.

De nye mobile behandlingspladser, i form af specialbyggede lastbiler, kan være klar til at modtage patienter til behandling inden for et kvarter efter ankomsten til ulykkesstedet.

Tilsammen er der 130 kvadratmeter behandlingsplads, og der vil være plads til at behandle 40 patienter ad gangen.

Som det er nu ville manglende kapacitet nemlig betyde, at ambulancefolk ville være nødsaget til at behandle folk på græsset eller på fortovet.

Men med den nye behandlingsplads bliver det ifølge Peter Berlac langt hurtigere og mere sikkert at behandle de tilskadekomne.

- Med vores nye behandlingspladser er både patienter og personale beskyttet mod omgivelserne, og vi kan have dem samlet ét sted. Og så kan vi sørge for, at vi kan behandle og overvåge dem, indtil der er kapacitet nok på hospitalerne, siger han.

Udover de akutte hændelser skal behandlingspladserne også bruges til store planlagte arrangementer som Distortion og Copenhagen Marathon som supplement til ambulancerne, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

- De kan også hjælpe med at understøtte sikkerheden ved store folkelige begivenheder. Det glæder mig, at vi nu har en moderne og fleksibel løsning, som gør, at vi alle kan være lidt mere trygge, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.