3F: Lastbilchauffører får lettere ved at se cyklister

Et nyt forsøg med påmalede cykelbokse i lyskryds skal forhindre højresvingsulykker.

Lastbilchauffører får nemmere ved spotte cyklister i trafikken.

Sådan lyder dommen fra 3F over de nye cykelbokse, der bliver påmalet vejene i 13 kommuner landet over. Forsøget er allerede begyndt på Frederiksberg med støtte af Vejdirektoratet fra Cykelbokspuljen.

Cykelboksene skal få cyklister længere frem på cykelstierne, så særligt lastbilchauffører kan se dem i lyskrydset.

I 3F har man store forventninger til forsøget, siger miljøkonsulent i 3F's transportgruppe Kjeld Jensen.

- Jo mere vi får separeret den lette og tunge trafik, jo nemmere bliver det for os alle. Den kritiske side er på højre forhjørne. Hvis vi får dem op foran, har vi bedre mulighed for at følge med i, hvad der sker, siger han.

Ifølge Vejdirektoratet viser de foreløbige tal, at en cyklist blev dræbt og to kom til skade i højresvingsulykker i 2015. Det er det laveste antal de seneste fem år.

Selvom det tilsyneladende går den rigtige vej, er det stadig fornuftigt at iværksætte nye tiltag mod højresvingsulykker, forklarer leder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.

- Hvis vi skal fastholde det lave antal, er vi nødt til at blive ved med at lave noget. Én ulykke er fortsat én for meget, siger hun.

Det er Kjeld Jensen fra 3F helt enig i.

- Hvis synligheden og snakken forsvinder, forsvinder fokus også. Det kan betyde en stigning i ulykker igen, og det er vi ikke interesseret i, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: