Besøgsgårde får færre besøg fra daginstitutioner

Der er ikke råd til turene, mener BUPL.

Der vil blive klappet færre høns i fremtiden af børn fra institutioner i København. (Foto: Timo Battefeld © Scanpix)

Daginstitutionerne har ikke længere penge i budgettet til at betale de op mod 12.000 kroner, det koster at besøge gårdene i hovedstadsområdet.

Det fortæller flere besøgsgårde, P4 København har talt med.

Der kommer nemlig færre og færre på besøg på gårdene. Og det ærgrer ejeren af Grønnehavegård i Frederiksværk.

Hos dem har udviklingen stået på siden finanskrisen i 2007.

- Efter finanskrisen er vores besøgstal fra dagsinstitutionerne halveret, siger Dina Schierning fra Grønnehavegård og tilføjer:

- Det er trist.

Hun bliver bakket op af gårdejer Lars Sørensen, der ejer Barresøgård i Lynge, for børnene har godt af at lære noget om, hvor maden kommer fra. Og det kan man ikke med tablets og elektronik, mener han.

- De skal have lov at røre ved tingene og mærke en kos ru tunge. Og det kan en iPad ikke hamle op med, siger Lars Sørensen.

BUPL: Det er ren prioritering

Det handler i høj grad om, at institutionerne skal bruge penge på kerneopgaver som eksempelvis personale, når gårdbesøg bliver fravalgt, mener BUPL, pædagogernes fagforbund.

Men det er en benhård prioritering, siger formand for BUPL Nordsjælland, Pernille Riis. Det kan være et valg mellem ture og nok personale.

- Institutionerne er ude i hårde prioriteringer i forhold til, hvad de har råd til, og om de har personale nok til at tage på tur.

Men det betyder ikke, at de fleste daginstitutioner ikke gerne ville have været på tur alligevel.

Hun er nemlig enig med gårdene i, at det er godt for børnene at komme på sådan nogle ture.

- Det er vigtigt at komme ud. Det er en del af at lære at orientere sig i et samfund, og det er sådan, børn lærer, fortæller Pernille Riis.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.