Bo med dine svigerforældre: Flere danskere flytter i storfamilie

De sidste ti år er antallet af familier, der flyttet sammen på tværs af generationer steget med 27 procent.

Børn, forældre og bedsteforældre lever under samme tag i flere familier, viser nyeste tal. (Arkivfoto). (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Tænk, hvis svigermor var med til middag hver evig eneste dag.

Sådan er det for et stigende antal familier.

Især i Region Hovedstaden og Sjælland. Her er antallet af familier, der bor sammen på tværs af generationer dobbelt så højt som i de andre regioner.

De seneste ti år er antallet familier, der bor under samme tag, steget med 27 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Specielt i Gribskov Kommune flytter familierne sammen på tværs af generationer.

Det kan Henrik Møller, der er ejendomsmægler i Græsted, mærke. Han har oplevet en stigende efterspørgsel fra familier, der gerne vil flytte sammen. Det giver ifølge ham god mening, at det er Gribskov kommune, der ligger øverst i landet.

- Jeg tror, at det har noget at gøre med, at vi er tæt på København, og at det er lidt billigere. Når familien flytter sammen, bliver den jo nødt til at flytte ind i noget stort, så der er plads til alle, og så spiller økonomien ind, siger han.

Med 4,2 procent af familierne, der bor sammen, er Gribskov Kommune nummer et i landet.

Men selvom der selvfølgelig er penge at spare ved at flytte sammen med sine forældre eller svigerforældre, så oplever Henrik Møller ikke, at det er økonomien, som får familierne til at flytte sammen.

- De flytter primært sammen af de sociale grunde. Især fordi den ældste generation kan hjælpe med at passe børnebørnene, så det sociale vejer tungere end det økonomiske, vurderer han.

Det billede kan Kristine Virén, der er formidlingschef i boligejernes videncenter, Bolius, også genkende.

- Den ældste generation vil rigtig gerne hjælpe til. De er jo fit for fight. De kan se, at deres børn har travlt med arbejde, små børn, hus og have, siger Kristine Virén.

Der er over 10.000 familier, der bor sammen på tværs af generationer i Danmark.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.