Børneporno: Flere biblioteker har omstridt bog på hylderne

En bog med børnepornografiske billeder er frit tilgængelig på flere biblioteker.

Det kommer som en overraskelse for flere biblioteker, at de har bogen "Liderlige Lolita" stående på hylderne.

Den omdiskuterede debatbog fra 1980 indeholder blandt andet billeder af drenge mellem fem og 12 år, der bliver misbrugt, skriver metroexpress.

Blandt andet Hvidovre Hovedbibliotek, Professionshøjskolen Metropol og Det Kongelige Bibliotek har et mindst et eksemplar af bogen blandt udlånsmaterialet.

På Hvidovre Bibliotek er deres eksemplar udlånt, men man kan reservere den via bibliotekets hjemmeside, hvilket tre andre lånere har gjort. På biblioteket oplyser man til P4 København, at man nu vil undersøge sagen nærmere.

Ikke til almindeligt udlån

På Det Kongelige Bibliotek understreger man, at almindelige lånere aldrig har haft adgang til bogen:

- Der er ikke nogen, der kan sidde og bladre i noget. Hvis man skal have adgang til det her materiale, skal man have tilladelse fra Det Kongelige Bibliotek, som også har talt med politiet, siger vicedirektør Pernille Drost.

Pernille Drost forklarer, at det er en fejl, at to af bibliotekets tre eksemplarer siden 2008 har set ud som om, at de kunne lånes:

- Da der kom et nyt bibliotek ind under Det Kongelige Bibliotek, viste det sig, at de havde bogen stående i samlingen, og det er så simpelthen ikke blevet opdaget, at den var der, siger Pernille Drost til P4 København.

  • Print
  • Del artiklen: