Boligerne bliver revet væk syd for København

Mange rykker ud af København til forstæderne. Det gavner kommunekasserne, vurderer borgmester.

Hus og have i hovedstaden er for flere og flere en drøm, der smuldrer på grund af de stigende boligpriser. Derfor er mange begyndt at rykke ud af København til de nærmeste forstæder for at få drømmen indfriet.

Det mærker de blandt andet i Køge Kommune, hvor antallet af bolighandler er steget med næsten 30 procent på blot et år, fortæller borgmester i Køge, Flemming Christensen (K).

- Der er i den grad salg i de kommunale grunde. Vores ejendomsmæglere underholder os med, at det er nemt at sælge boliger i Køge, og så stiger indbyggertallet også, siger borgmesteren.

Bye bye bølle-ry

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at geografien er afgørende for, at Køge er blevet så attraktiv. Kommunen har dog også brugt ressourcer på både bosætningskampagner og udvikling af boligområder.

Det har, ifølge Jesper Bo Jensen, direktør i Center for Fremtidsforskning, betydet, at Køge ikke længere har et image som en nedslidt arbejder- og slå-på-tæven-by.

Udviklingen bør også glæde Køges borgere. Det betyder nemlig flere penge i den kommunale kasse og dermed bedre serviceniveau til borgerne, siger Flemming Christensen.

- Det øger beskatningsgrundlaget, når vi får flere borgere til. Det betyder, at det bliver meget nemmere at yde god service til borgerne, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: