Borgmester erkender: Vi har været for dårlige til at rydde og salte vejene

Københavns Teknik- og Miljøborgmester lover forbedringer efter kritik af sløve saltbiler.

Snerydningen og vejsaltningen har ikke været god nok.

Det siger Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), efter kommunen har fået kritik for ikke at salte godt nok på kommunens cykelstier og veje. Det er blandt andet Cyklistforbundet, der står bag kritikken.

Flere gange denne vinter, så sent som i sidste uge, har vejene været helt uden vejsalt på dage med sne, is og frost, hvilket har givet store problemer i trafikken.

Det skal gøres bedre, erkender Morten Kabell.

- Det var en soleklar fejlvurdering, at vi sendte for få folk ud i mandags. Vi sendte for få folk ud og for sent. Det håndterer vi internt og sætter en række nye initiativer i værk, så det aldrig gentager sig, siger han.

Initiativerne dækker blandt andet over, at kommunen skal rykke hurtigere ud for at rydde og salte cykelstierne. Morten Kabell vil også se på, om der kan ansættes flere til opgaverne.

Det skal gøre op med de glatte kørebaner og en tendens til, at kommunen sparer på området, siger borgmesteren.

- Hvor der tidligere har været en tendens til, at man beholdt tegnebogen lidt i lommen, bliver der nu en tendens til, at vi får nogle ryddede veje, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: