Borgmestre: Fordeling af indvandrerskolebørn virker ikke

Forslag om at undersøge en kvotefordeling af indvandrerbørn på landets skoler får kritik.

I Ishøj Kommune vil det ikke have nogen form for effekt at indføre en kvotefordeling af indvandrerbørn, mener den socialdemokratiske borgmester, Ole Bjørstorp. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Venstre og Socialdemokratiet på Christiansborg vil gøre børn med indvandrerbaggrund dygtigere i skolen ved at fordele dem ud på forskellige folkeskoler i en kvoteordning.

Det skriver Jyllands-Posten. Men det vil ikke have nogen virkning, lyder det fra Ishøj og Københavns kommuner.

I Ishøj Kommune vil det ikke have nogen form for effekt, mener den socialdemokratiske borgmester, Ole Bjørstorp. Det skyldes, at der i gennemsnit er 40,3 procent indvandrerbørn på kommunens skoler.

- Vi kan jo ikke flytte om i eleverne i skolerne, for så bliver skolerne overfyldt. Der er allerede over 40 procent børn med indvandrerbaggrund. Det er et af de problemer, vi slås med i Ishøj Kommune, siger Ole Bjørstorp.

Kommunen har ellers prøvet at se på, om man kunne fordele børnene med indvandrerbaggrund ud til nabokommunernes skoler. Men det er ikke lykkedes.

- Vi har ikke mulighed for at sende nogle af børnene med indvandrerbaggrund til nabokommunerne, for de vil simpelthen ikke tage imod dem, siger Ole Bjørstorp.

I Københavns Kommune har man også prøvet at fordele indvandrerbørnene på forskellige skoler, men det er der ikke kommet noget positivt ud af, siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V).

- Vi har prøvet at rykke rundt på børnene, men det har ikke haft en effekt. Helt grundlæggende synes jeg, at bare fordi man har indvandrerbaggrund, så betyder det ikke, at man ikke kan lære dansk, siger Pia Allerslev.

Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Jakob Engel-Schmidt, forklarer, at Venstre kun ønsker en diskussion om, hvorvidt kvoter er en god idé. Men han kan godt se, at kvoterne ikke kan løse problemerne i Ishøj.

- Det er fuldstændig umuligt i et sted som Ishøj, og det er vi nødt til at tage hensyn til. Det skal ikke være sådan, at hvis man bor i Ishøj , så skal man køre til en helt anden kommune hver dag for at gå i skole, siger Jakob Engel-Schmidt.

Ønsket om en diskussion kommer efter en ny Pisa-undersøgelse viser, at indvandrerbørn i alderen 15-16 år er halvandet år bagud i forhold andre børn med dansk baggrund.