Brand i Illums Bolighus i København er slukket

Amagertorv var afspærret søndag på grund af brand i Illums Bolighus. Søndag eftermiddag kan man igen passere.

Søndag d. 3. september 2017 blev dele af Strøget og de sideliggende gader afspærret efter en stor brand havde raseret taget og den øverste etage af Illums Bolighus på Amagertorv i København. Mere end 100 brandfolk fra 6 forskellige brandstationer deltog i slukningsarbejdet.. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017) (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Tidligt søndag morgen udbrød en brand i Illums Bolighus på Amagertorv ved Strøget i centrum af København.

Branden bredte sig fra taget og ned i den underliggende etage. Det oplyste Tim Ole Simonsen, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab, søndag morgen.

Søndag eftermiddag er beredskabet færdige med at slukke branden.

- Slukning er færdig. Vi beholder en motorsprøjte på stedet til i morgen tidlig til eftersyn og værdiredning, skriver Hovedstadens Bredskab på Twitter klokken 13.37.

Søndag lidt efter klokken 11 oplyste operationschef Kristian Næsted fra Hovedstadens Beredskab, at branden ser ud til at have medført omfattende skader på bygningen.

- Primært er der brandskader i selve tagkonstruktionen. Derudover er der omfattende vandskader i bygningen.

- Noget er slukningsvand, men noget er også fra knækkede vandrør, som har givet massive skader, sagde Kristian Næsted.

Større slukningsarbejde spærrede Strøget

Beredskabet modtog meldingen om branden klokken fire søndag morgen. Siden begyndte et større slukningsarbejde og et stort arbejde med at sikre værdierne i bolighuset.

- Der er tale om en omfattende indsats. Vi har indsat seks stationer og hele vores specialtjeneste, vores frivilligenhed og en masse skadeservice.

- Vi har omkring 100 mand på opgaven, sagde Tim Ole Simonsen klokken otte søndag.

I løbet af formiddagen var en del mandskab dog sendt hjem igen, så der omkring klokken 11 kun var to stationer indsat til efterslukning.

Ingen personer har været i fare i forbindelse med branden.

Amagertorv har været spærret af, men det er søndag eftermiddag igen muligt at passere gågaden som gående.

Udviklede farlig røg

Branden har udviklet en del røg, og personer i området blev derfor bedt om at søge væk. Det skrev Københavns Politi på Twitter.

- Beboere i området - luk døre og vinduer, hvis røgen når til jeres beboelse, skrev politiet søndag morgen.

Hovedstadens Beredskab vurderer dog ikke, at mange har været påvirket af røgen.

- Nu er det ikke et boligområde, og vores vurdering er ikke, at nogle har været i fare for røg. Men det er klart, at hvis man føler ubehag, må man kontakte egen læge eller 1813, siger operationschef Tim Ole Simonsen.

/ritzau/

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.