Budgetforlig sikrer åbne daginstitutioner i sommerferien

Mange af Københavns daginstitutioner holder alligevel ikke lukket i sommerferien.

Forældrene kan til sommer hænge deres børns jakker på den sædvanlige knage i daginstitutionen, det har det nye budgetforlig netop sikret. (Foto: Claus bech © Scanpix)

I nat landede det nye budgetforlig i København, og det har fået flere organisationer til at ånde lettet op.

Forinden budgetforliget lagde børne- og ungeudvalget op til at spare 30 millioner kroner ved at holde halvdelen af kommunens daginstitutioner lukket tre uger i sommerferien.

Den udmelding skabte stor utryghed hos forældre, som ikke havde det godt med udsigten til at aflevere deres børn i en fremmed daginstitution.

Men i det netop indgåede budgetforlig, er der blevet fundet de penge, som vil sikre, at institutionerne kan holde åben næste sommer.

- Nu er der fundet 12,7 millioner kroner i de her budgetforhandlinger, som er givet tilbage til børn- og ungeudvalget. Så de daginstitutioner, som udvalget havde tænkt, der skulle holde lukket, nu kan holde åbent i sommeren, fortæller overborgmester Frank Jensen (S).

Men de 12,7 millioner kroner er kun nok til at sikre sommerferieåbent næste sommer, og det skuffer Julie Kyndesgaard, formand for Københavns Forældreorganisation.

- Vi havde helst set, at det var taget helt af bordet, så vi ikke skulle snakke om det her igen til næste års budgetforhandlinger, fortæller hun og forsætter:

- Men vi har prøvet det før. Da sommerferielukningen blev fjernet sidst, har det også ligget til udløb hvert år, så vi håber virkelig, at politikerne vil være med til at fjerne det helt næste år.

Hos pædagogernes fagforening, BUPL, er man også skuffet over, at forliget kun sikrer åbne daginstitutionerne et enkelt år.

- Til næste år skal vi sådan set prikke politikerne på skuldrene igen, fortæller Henriette Brockdorff, formand i BUPL København.

Men hun glæder sig over, at politikerne har lyttet.

- Vi tænker, det er en rigtig god ide at rulle det tilbage, også fordi det var en direkte besparelse, der ikke kun ville ramme i sommerferien, men hele året.

Budgetforliget indeholder desuden også penge til folkeskolernes udskoling og renovering af plejeboliger.

Det er Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF, der står bag aftalen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.